23948sdkhjf

H&M vinder frem hos forbrugerne efter god sommer

Den svenske tøjkæde H & M har været udfordret på salget gennem 2018, men havde fremgang i sommermånederne.

Den svenske tøjkæde H&M har haft kvaler med at vokse i år, men i sommermånederne har selskabet vundet frem hos forbrugerne. 

Salget steg i juni, juli og august med ni procent til 40,1 milliarder kroner. Det viser selskabets regnskab for tredje kvartal, der er offentliggjort torsdag morgen. 

Det højere salg dækker over fremgang på store markeder i Tyskland, Sverige, Rusland og Kina, mens salget i Danmark også er gået frem. 

I Danmark har H&M samlet øget salget med otte procent i tredje kvartal i kædens 106 butikker. 

- Vi fortsætter med at stå stærkt og tage markedsdele på det danske marked, siger Christel Friis-Mikkelsen, der er landechef for H&M i Danmark, i en skriftlig kommentar. 

Det svenske selskab har gennem de seneste år været udfordret af, at forbrugerne i stigende grad køber tøj på nettet, hvilket har ramt salget i de fysiske butikker. 

I tredje kvartal voksede H&M's salg på nettet med 32 procent. Tøjkæden er i gang med at åbne for onlinesalg i flere lande end de 47 lande, hvor det er tilgængeligt i dag. 

Selv om der overordnet set har været fremgang for H&M i sommermånederne, har der dog også været problemer, da et nyt logistiksystem har givet kvaler. 

Store markeder som USA, Frankrig og Italien og Belgien har været ramt af problemerne. 

H&M har derfor været nødsaget til at bruge omkring 215 millioner kroner for at få styr på logistikken. Det har påvirket selskabets indtjening negativt. 

Det svenske selskab måtte se overskuddet dykke omkring 20 procent til 2,86 milliarder kroner i tredje kvartal. 

H&M har samlet mere end 4800 butikker på verdensplan.

Ud over mærket H&M har selskabet også mærkerne COS, & Other Stories, Monki, Weekday, ARKET og Afound.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11