23948sdkhjf

Fra spildevand til indtægtskilde: Vallen er Arlas svar på Den grimme ælling

Vallen er nu blevet det, som mejerigiganten Arla Foods tjener suverænt flest penge på.

På få år er væsken, der bliver til overs fra osteproduktion, gået fra at blive brugt til svinefoder til at være mere værdifuldt end mælk for mejerigiganten Arla Foods med hovedsæde i Aarhus.

Faktisk er vallen nu det, mejerigiganten tjener suverænt flest penge på.

Ved at lave vallen om til forskellige slags protein-pulvere, står det gamle biprodukt nu for over 20 procent af Arlas samlede indtjening og har dermed overhalet almindelige mejeriprodukter som ost, mælk og yoghurt.

Det er en helt eventyrlig forvandling, siger direktør i Arla Foods Ingredients Henrik Andersen til DR P4 Østjylland.

- Vi plejer at tale om det som historien om den grimme ælling. For 30-40 år siden var valle noget, vi smed væk som dyrefoder, og mange steder smed man det ud på marken. Nu er det så gået hen og er blevet det mest værdifulde, vi har i Arla Foods.

Proteinpulveret er både langtidsholdbart, let at transportere og kan bruges som ingrediens i et hav af forskellige fødevarer, forklarer Henrik Andersen.

- Hvis du vil lave en yoghurt med forhøjet proteinindhold, kan man tilsætte valleproteiner, og så vil du stadig have en rigtig lækker, creamet yoghurt. Valleproteiner bliver også brugt i isproduktion, det kan også erstatte æg inden for bageri, siger han til DR P4 Østjylland.

- Men frem for alt bliver valleproteiner brugt meget inden for det, man kalder ”modermælkserstatning”.

Det er især kinesiske forældre, der er ved at få øjnene op for Arlas modermælkserstatning. Som det hurtigst voksende marked eksporteres 20-30 procent af alle Arlas valleprotein-produkter til Kina.

Det giver også flere penge i kassen hos mælkebønderne, forklarer Morten Christiansen, der er fabrikschef og mejeriingeniør for Them Mejeri.

- Når man er et andelsselskab, er der kun en ting, der betyder noget, og det er, hvor mange penge du kan betale for mælken. Når vi kan forædle vores valle, kan vi betale mere ud til vores bønder og har gjort en god forretning over for dem, siger han til DR P4 Østjylland.

Groft regnet ender ni ud af de 10 liter mælk, der skal bruges til at lave et kilo ost, som valle.

Men de danske mejerier laver slet ikke nok ost til at stille Arlas store appetit på valle. Derfor importerer Arla valle fra udlandet.

- Vores forretning kan vokse med et sted mellem 10-12 procent om året. Derfor samarbejder vi med andre virksomheder eksempelvis i Europa, så vi kan hente vallen fra deres ostemejerier og bringe det op til Danmark, hvor vi kan forarbejde og lave de her gode valleproteiner og laktoseprodukter, vi sælger.

Da Arla er verdensførende i teknikken, der omdanner valle til proteinpulver og til modermælkserstatning, ser de nu mod mejerierne i USA.

- Vi er i dag tætte på at kunne indgå en aftale med en stor amerikansk producent af ost. Det er det mest konkrete, vi har, og det er et meget stort skridt frem, hvis det lykkes for os, siger han til DR P4 Østjylland.

Arla er i gang med at udvide produktionen i Vestjylland med op til 90 arbejdspladser.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.36