23948sdkhjf

Camilla er en af mange: Hundredevis af bagere må dreje nøglen om

Supermarkedernes masseproducerede brød udkonkurrerer lokalbagerier i stribevis. De lave priser lokker kunderne til, men en bager fra Silkeborg forstår det ikke

Thorning Bageri i Silkeborg er netop blevet fortid. Det er et af mange lokalbagerier, der har måtte dreje nøglen om over de seneste år.

Det er nemlig blevet sværere end nogensinde at drive et gammeldags bageri.

- Konkurrencen var simpelthen for stor. Rema, der byggede omme bagved har nok taget en del af kunderne, og det er jo billigt, og det er nok det, folk de vælger. Selvom de gerne vil støtte bageren, så skal de jo også spare penge, siger Camilla Hansen, der er bagerfrue i Thorning Bageri, til TV2 Østjylland.

Det er bake off – altså butiksbagt brød lavet på færdigleveret dej – der får skylden for de lokale bagerbutikkers død.

- Jeg vælger nok tit bake off, fordi det er det, der er det nemmeste. Men jeg ville nok foretrække en bager, hvis jeg skulle have noget ordentligt, siger Sofie Kildahl, der bor i Aalborg.

Tal fra brancheorganisationen Bager- og Konditormestre i Danmark, BKD, viser, at antallet af bagerbutikker i Danmark er faldet fra omkring 1200 til omkring 750. Og intet tyder på, at faldet holder op.

Der er dog stadig dem, der sværger til det håndlavede brød, selvom det er lidt dyrere.

- Jeg vælger bageren, fordi jeg synes, det er mere lækkert. Det føles lidt mere ægte, siger Anne Mette Halvorsen, der bor i Silkeborg, til TV2 Østjylland.

Bake off-tendense, ærgrer den nu tidligere bager i Thorning Bageri, der har svært ved at forstå, hvorfor køberne vælger, hvad hun kalder kvantitet frem for kvalitet.

- Jeg tror ikke på, man ikke kan smage forskel. Det kan godt ske, man kan få en lagkage til en halvtredser, men jeg tror simpelthen ikke på, at den smager lige så godt, som hvis man er gået til bageren og har givet det, det nu koster, siger Camilla Hansen.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14