23948sdkhjf

Rødkålen er stresset: Kan få konsekvenser for julemiddagen

En grøntsagsproducent fra Samsø frygter, at rødkålene slipper op inden juleaften.

December nærmer sig med hastige skridt, og for nogle er julefrokosterne begyndt at hobe sig op i kalenderen. Det betyder også, at julemaden skal på bordet, og i mange danske hjem skal der rødkål i gryderne.

Men den usædvanligt tørre og varme sommer i Europa kan nu også få konsekvenser for den syrlige spise. Hos grøntsagsproducenten Brdr. Kjeldahl er man bange for, at der ikke er mere rødkål tilbage, når vi når juleaften.

- Til den første del af julearrangementerne, skal man nok kunne finde rødkål. Men når vi nærmer os jul, så tror jeg, der vil være udsolgt. Og sådan plejer det altså ikke at være, fortæller Jens Kristian Kjeldahl fra Brdr. Kjeldahl til TV2 Østjylland.

- Der er ingen tvivl om, at der har været store produktionsmæssige udfordringer på rødkål.

Sommerens vejr har ifølge Jens Kristian Kjeldahl gjort grøntsagerne stressede, og det betyder, at der både er færre grøntsager, og at holdbarheden er kortere.

- Indtil julen skulle man nok kunne finde de varer, man skal bruge. Når man passerer nytår, vil det begynde at knibe med lageret, og så bliver det svært at finde grønsager, siger Jens Kristian Kjeldahl.

Til gengæld ser det ud til at blive god mulighed for at lave brunede kartofler. Selvom det samlede kartoffeludbytte ikke har været godt, er andelen af små kartofler større end sædvanligt.

- Kartoffelstørrelsen er meget uensartet i år. Nogle er kæmpestore, og andre er meget små, fordi planterne er blevet stressede. Men der er flere små kartofler, end der plejer at være, siger Jens Kristian Kjeldahl til TV2 Østjylland.

Til gengæld glæder han sig over det milde efterårsvejr, vi har haft. Han håber, det fortsætter til vinter.

- Jo længere tid vi har et mildt efterår, jo mildere bliver vinteren også, fordi havene er varmet godt op. En mild vinter er altid godt for alle afgrøder, siger Jens Kristian Kjeldahl.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141