23948sdkhjf

S vil give naboer til udrejsecenter økonomisk kompensation

Kærshovedgård i Midtjylland skaber utryghed, og de handlende oplever større svind, så beboerne bør deles op, og naboerne kompenseres, mener S.

Det er ensidigt negativt for beboerne i midtjyske Bording, at der i nærheden ligger et udrejsecenter, hvor afviste asylansøgere og udvisningsdømte udlændinge skal melde sig hver dag.

Det mener Socialdemokratiet, der på den baggrund foreslår, at naboerne skal have en økonomisk kompensation.

- Jeg kan ikke sætte kroner og øre på. Det vil også afhænge af, hvor tæt man bor på sådan et åbent center, siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S).

- Men uanset hvor mange penge vi kommer med, tror jeg ikke, at folk vil tænke "Nå, så gør det ikke noget." Man skal betragte det mere som et plaster på såret, forklarer han.

Den egentlige løsning på problemet er, at de afviste asylansøgere og de udvisningsdømte udlændinge sendes ud. 

Men indtil da bør de inddeles i grupper, så det kun er de afviste asylansøgere, der ikke har gjort noget kriminelt, som bor på Kærshovedgård. De udvisningsdømte bør holde til et mere afsides sted, mener S.

For eksempel en ubeboet ø.

- Vi vil bede regeringen finkæmme danmarkskortet og gennemgå alle de steder - både på fastlandet og på øer - hvor det er muligt at få oprettet et udrejsecenter for dem, der er dømt, siger Tesfaye.

Han lægger op til at rykke det møde i Udlændingeudvalget, hvor forslagene skal diskuteres, til Bording. Det er en mulighed, Folketingets udvalg har.

- Når Folketinget træffer en beslutning, der har så stor betydning for et lokalsamfund, giver det god mening, at vi et par år efter tør holde et møde derovre og se lokalsamfundet i øjnene.

Kærshovedgård er et tidligere fængsel. Men i 2015 blev det besluttet, at bygningerne skulle huse afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold.

Siden da har borgerne i området oplevet en stigende utryghed, oplyser borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen (V). Men kriminaliteten er ikke steget generelt set.

- Men de handelsdrivende siger klart, at de har en større svindprocent, efter at Kærshovedgård er kommet. Det kan man lægge i, hvad man vil. Men jeg tror, at det er reelt, siger borgmesteren.

- Utrygheden, den oplever vi. Men det er svært. For hvis man snakker meget om det, bliver der større utryghed. Hvis ikke man snakker om det, bliver der ikke gjort noget ved det.

Ib Lauritsen ser positivt på forslaget om at opdele beboerne. Det vil gøre det nemmere for de lokale, hvis de ved, om der er tale om afviste asylansøgere eller udviste udlændinge, der er dømt for kriminalitet.

Og borgmesteren mener også, at det er rimeligt, at naboerne får en økonomisk kompensation, hvis de lider tab på deres ejendom.

- Hvis man begynder at yde erstatning, erkender man jo også, at der er et problem, siger Ib Lauritsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094