23948sdkhjf

Føtex og Folkekirkens Nødhjælp redder 60 ton mad fra skraldespanden

Øget samarbejde mellem Føtex og Wefood har mindsket madspild og skabt omsætning for en million kroner - til fordel for mennesker i nød.

I Danmark smider vi næsten 700.000 kilo spiselig mad i skraldespanden hvert år. Samtidig sulter over 700.000 mennesker på verdensplan.

Det paradoks vil Føtex og Folkekirkens Nødhjælp gøre noget ved. Og sammen har detailkoncernen og nødhjælpsorganisationen i år skabt en estimeret omsætning på en million kroner.

Penge, som er kommet verdens fattigste til gode, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse. 

Føtex og Salling Group har et mål om at halvere deres madspild inden 2030.

Derfor donerer de overskydende mad fra deres butikker til Folkekirkens Nødhjælps madspildsbutikker Wefood i København og Aarhus, som siden 2016 har solgt overskudsvarer, der ellers var endt i skraldespanden, for eksempel på grund af forkert mærkning eller beskadiget emballage.

Da Wefood tidligere på året åbnede sin tredje butik, nu i Aarhus, blev butikken indviet af Karin Salling, enke efter stifteren Herman Salling.

- Vi har valgt at støtte Wefood, fordi det giver mening og værdi for begge parter. Vi vil gerne nedbringe vores madspild og kan derfor donere overskudsmad til Wefood, som Wefood så kan sælge, hvorefter de donerer pengene til mennesker i nød, forklarer Jonas Schrøder, der er ansvarlighedsdirektør i Salling Group, der ejer Føtex supermarkederne.

Det fungerer sådan, at Wefoods frivillige medarbejdere dagligt afhenter overskydende og kasserede fødevarer fra Føtex' varehuse.

I 2018 blev det til godt 60 ton (estimeret), hvilket beløber sig til en omsætning på næsten en million kroner. Al overskuddet fra Wefoods butikker går til mennesker i nød.

- Samarbejdet med Salling Group og Føtex er en blåstempling af Wefoods koncept og kamp for at bekæmpe madspild, som gør det muligt for os at give fattige mennesker et værdigt liv, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, og fortsætter:

- Overskuddet går blandt andet til projekter i områder med sult og hungersnød. Det giver stof til eftertanke, når man læser om det overforbrug, vi har i Danmark. Derfor er det positivt, at Salling Group som den første detailkæde offentliggjorde deres madspilstal og satte sig for at halvere dette. Wefood kan hjælpe med at opfylde denne ambitiøse målsætning, forsætter hun. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157