23948sdkhjf

Fire mænd udvises for elektroniktyveri fra Elgiganten-lastbil

Fire mænd dømmes for tyveri af lastbil fyldt med elektronik. I Nørresundby stjal de for 650.000 kroner.

Fire mænd er blevet idømt fængsel og udvisning for tyveri og forsøg på tyveri fra lastbiler, der indeholdt elektronikvarer.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mændene fulgte en lastbil, der kørte med elektronik fra Elgiganten. Bilen kørte fra et lager i Sverige til Danmark.

I Fjelsø lidt nord for Viborg forsøgte de at bryde ind i lastbilen, der holdt parkeret ved et transportcenter. Bilen var fyldt med varer fra Elgiganten. 

Det lykkedes dem dog ikke. Men Retten i Aalborg dømmer dem for forsøget.

De er også dømt for tyveri fra en lastbil, som de i starten af juni brød ind i i Nørresundby. Her stjal de elektronik for 650.000 kroner. Den bil kom også fra Sverige til Danmark.

De idømmes fængsel for tyveri og forsøg på tyveri fra lastbiler.

Tre af mændene har albansk baggrund og er blevet udvist med et indrejseforbud i 12 år. De tre er mellem 25 og 38 år.

De idømmes også fængsel i et år og tre måneder. De tre modtog dommen og er fortsat fængslet.

Den fjerde mand fik sin sag afgjort i en tilståelsessag i sidste uge. Han blev idømt fængsel i seks måneder og udvist med et indrejseforbud i seks år.

Sagen er en del af et kompleks, og der er berammet yderligere en sag med tre tiltalte i januar, oplyser politiet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11