23948sdkhjf

Julehandel med Dankort for knap 30 milliarder kroner

Danskerne foretrækker i stigende grad at handle deres julegaver på nettet.

De første 23 dage i december blev der i alt handlet for 29,079 mia. kr. med dankort, fortæller Nets i en pressemeddelelse.

Fredag den 21. december var julens største handelsdag med et forbrug på 1.865 mio. kr. med dankort, hvilket dog ikke overgik black friday, der fortsat er årets største handelsdag.

Ser man på det samlede forbrug med dankort i årets 11 første måneder (januar t.o.m. november) har danskerne ifølge Nets gennemsnitligt svunget kortet for 1.027 mio. kr. om dagen i både fysiske og online butikker. I julehandlen i december (1.-23. december) lå det gennemsnitlige dagsforbrug 237 mio. kr. højere; i gennemsnit 1.264 mio. kr. i døgnet.

- Igen i år har danskerne flittigt haft dankort fremme op til jul, og der blev på en gennemsnitlig decemberdag lagt varer i julekurven for 1.264 mio. kr. Det er 22 procent mere end på en gennemsnitlig handelsdag resten af året, siger Søren Winge, der er pressechef hos Nets.

Julehandlen på nettet sluttede lidt før jul, da gaverne er nogle dage undervejs, inden de kan lægges under juletræet.

Tal fra DIBS, der er en del af Nets, for handlen de første 18 dage viste en vækst i nethandlen på hele 18 procent i forhold til samme periode sidste år.

- Stadig flere danskere foretrækker at bestille gaverne hjemme ved computeren. Den markante vækst i handlen på nettet bekræfter, at en stigende andel af julehandlen foregår på nettet, frem for i fysiske forretninger, siger Søren Winge.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094