23948sdkhjf

Lunken iPhone-modtagelse svækker Apples salgsforventninger

Apple kan mærke, at det kinesiske marked presses af toldgnidningerne mellem USA og Kina.

Den amerikanske teknologigigant Apple nedjusterer sine forventninger til omsætningen for det første kvartal af 2019.

Nedjusteringen kommer, blandt andet efter at selskabet har kunnet mærke en lavere efterspørgsel på den nyeste version af selskabets iPhone. 

Det er særligt på det kinesiske marked, at købelysten har været dalende, lyder det fra topchef Tim Cook.

- Vi mener, at økonomien i Kina er blevet hårdt ramt af toldgnidningerne mellem USA, siger han i et brev til investorerne.

Apple venter nu en omsætning i første kvartal, der sluttede med årsskiftet, på 84 milliarder dollar mod et tidligere estimat på 89-93 milliarder dollar. 

I brevet til investorerne henviser Tim Cook blandt andet til den styrkede dollar som en af årsagerne til de større udfordringer, som selskabet imødeser. 

- Mens vi ventede visse udfordringer på vigtige nye markeder, havde vi ikke forudset omfanget af den økonomiske opbremsning især i Kina.

Reuters skriver, at det er første gang, at Apple er gået ud med en nedjustering inden den reelle udgivelse af selskabets regnskab, siden den første iPhone blev udgivet i 2007.

I det såkaldte amerikanske eftermarked, der giver en indikation på, hvordan de amerikanske investorer torsdag vil reagere, falder Apple-aktien med cirka syv procent.

- Spørgsmålet for investorerne vil være, om Apples aggressive prissætning har forværret situationen, og hvad det betyder for selskabets langsigtede prisniveau på iPhone-området, siger James Cordwell, analytiker fra Atlantic Equities.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094