23948sdkhjf

Senior-boom i onlinehandel

Langt de fleste ældre mellem 66-74 år shopper på nettet

Gabet mellem de unge og ældres onlineforbrug bliver stadigt mindre og i DIBS' seneste analyse af dansk e-handel fremgår det, at 81 pct. af danskere over 66 år handler på nettet. Kigger man på de 55-65-årige, er det tal oppe på hele 88 pct.

DIBS laver årligt en analyse af dansk e-handel, og i de seneste år har de set en stor vækst i de ældres onlineforbrug:

- Vi kan se en stor vækst i de ældres køb af varer på nettet. Vi så det også i den travle julemåned, hvor halvdelen af danskerne over 60 år valgte at købe en eller flere julegaver online. Til sammenligning valgte 63 pct. af alle danskere over 18 år at tage nettet i brug, når de skulle købe julegaver i december, så de ældres onlineforbrug følger fint med resten af befolkningen, fortæller Henriette Høyer, salgsdirektør i DIBS.

Flere shopper på mobilen
Danskerne er blevet glade for at shoppe på nettet via deres mobiler. Sidste år var det således hele 54 pct. af forbrugerne, der brugte deres mobiltelefoner til at handle online. Tidligere har de ældre borgere ikke været helt så begejstrede for mobilshopping, men i de seneste år er der sket en massiv vækst hos de 55-65-årige, hvor det nu er 47 pct., der har brugt deres mobil til at shoppe på nettet. Det er en stigning på 28 pct. i forhold til 2017.

Henriette Høyer er ikke overrasket over tallene:

- Der er ingen tvivl om, at mobilshopping er i vækst, da alle danskere efterhånden har fået mobiler, der kan gå på nettet. Vi kan også se det i udviklingen hos de 66-74-årige, hvor 29 pct. bruger deres mobil til at handle på nettet. Det er en firedobling siden 2012, hvilket viser den digitale power hos de ældre. Det giver derfor mening at satse mere på det ældre segment inden for e-handel.

De ældre onlineforbrugere køber især varer inden for kategorien krop og helse, men også bøger og madvarer hitter hos seniorsegmentet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109