23948sdkhjf

Canadisk rigmand køber ikonisk britisk musikkæde

Kæden HMV, der er verdenskendt for sine butikker fyldt med cd'er og dvd'er, er købt af rigmanden Doug Putman.

Ejeren af canadiske Sunrise Records, Doug Putman, køber den kollapsede britiske kæde HMV. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

HMV måtte efter et rærligt julesalg søge rekonstruktion, og siden da har administratorer forsøgt at finde en fremtid for kæden.

- Jeg er glad for at kunne købe et af de mest ikoniske musik- og underholdningsselskaber i Storbritannien, siger Doug Putman ifølge Reuters om købet.

Med købet kan 100 HMV-butikker og deres 1487 ansatte fortsætte. Andre 27 butikker bliver lukket, og 455 ansatte afskediget.

HMV har været i problemer længe, da salget af fysiske medier i mange år er faldet støt. Det førte til, at Sunrise Records allerede i 2017 købte 70 HMV-butikker i Canada, da den canadiske del af HMV gik ned.

Doug Putnam har haft succes med Sunrise Records i Canada på trods af, at det er en klassisk detailbutik med musik og underholdning. 

Selv har han tidligere forklaret det med, at musikkøb skal være som en skattejagt.

- Det kan godt være, at du går i butikken med en idé om, hvad du vil have. Men når du kigger udvalget i en god pladebutik, så finder du altid noget andet, du gerne vil have, sagde han til Spill Magazine.

En af succeserne fra Sunrise Records er salget af vinylplader, der er steget voldsomt.

Kort efter nytår beskrev den britiske organisation for underholdningsbutikker, ERA, julen som værende "fra helvede" efter markante fald i salg af cd'er og dvd'er.

For hele 2018 faldt salget af fysiske udgaver af musik, film og spil med 250 millioner pund - to milliarder kroner. 

I ugen op til jul faldt salget af dvd'er med 31 procent, Blu-ray med 33 procent og cd'er med 29 procent i forhold til samme periode året før ifølge ERA. 

For hele året faldt salget af cd'er med 23 procent, mens der blev solgt 23,5 procent færre dvd'er.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094