23948sdkhjf

Færre stopper med at arbejde på grund af dårligt helbred

Andelen af ældre, som stopper med at arbejde på grund af dårligt helbred, er faldet markant på 20 år

For 20 år siden lå dårligt helbred bag beslutningen om at sige farvel til arbejdslivet for hver tredje 67-årige.

I dag er det 23 pct. af de 67-årige, som er stoppet med at arbejde på grund af dårligt helbred.

Det skriver Finans, som citerer en undersøgelse fra Det nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd (Vive), der er bestilt af regeringens seniortænketank.

Tallene lander midt i debatten om, hvorvidt nedslidte og borgere med mange år på arbejdsmarkedet skal have en ny rettighed til at gå på folkepension før den officielle folkepensionsalder.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen glæder sig over at få tal på bordet.

- Jeg anerkender, at der kan være problemer med nedslidning, men der er grund til at glæde sig over, at langt færre ældre i dag forlader arbejdsmarkedet på grund af deres helbred, siger han til Finans.

Arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S) mener, at undersøgelsen understreger behovet for en ny rettighed til tidlig folkepension, sådan som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kræver.

- Det bekræfter præcis vores pointe. Nemlig at pensionsalderen skal stige i de kommende år. Men også, at 23 pct. har dårligt helbred, og at vi skal gøre noget for de mest nedslidte af dem, siger han til Finans.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078