23948sdkhjf

Små byer næres af hverdagen

I den lille by Skævinge, der har knap 3000 indbyggere og ligger uden for Hillerød, er der mere end ét supermarked. Både en Netto og en SuperBrugsen holder til i bymidten, og Skævinge har også både en skole og flere daginstitutioner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er altafgørende, at vi har velfungerende institutioner, og at vi har de ting, vi skal bruge i hverdagen, tæt på. Det er der, vi møder hinanden, siger Bernt Salzwedell.
Han bakkes op af Karen Lumholt, der er journalist og forfatter til bogen Fremtidens Fællesskaber.

- Det er vigtigt, at de ting, der er i bymidten, er nødvendige ting såsom en dagligvarebutik, en busholdeplads og en skole. Det er vigtigt, at der er en bymidte, hvor man mødes, ikke fordi man skal til zumba eller håndbold, men fordi alle kommer der i deres naturlige omgang, fordi man skal købe ind, hente børn eller med bussen og toget, siger hun.

Ifølge Bernt Salzwedell er det dog ikke nok, at dagligvarebutikkerne og institutionerne er der. Beboerne i byen skal også bruge dem.

- Hvis ikke folk engagerer sig i byen, så ender det jo med at blive en soveby, siger Bernt Salzwedell til Frederiksborg Amts Avis.

Netop engagementet og livet i en by er også noget af det, der er afgørende for, hvor vi har lyst til at bosætte os, mener Karen Lumholt.

- I de små byer, hvor der sker allermest, formår gamle og nye at finde sammen, og i de lokalsamfund, hvor der er masser af social kapital og idérigdom, tiltrækker det tilflyttere og masser af liv, siger Karen Lumholt til Frederiksborg Amts Avis.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078