23948sdkhjf

Lauritz.com-ejer pantsætter vinslot for økonomisk redningspakke

Auktionshuset Lauritz.com er igen i økonomisk knibe, men har nu lavet ny aftale med kreditorer.

Det økonomiske pressede auktionshus Lauritz.com har indgået en ny aftale med sine kreditorer. Det sker samme dag, som koncernen må præsentere et voldsomt underskud for 2018.

En del af aftalen med kreditorerne er, at hovedaktionær og stifter Bengt Sundström har pantsat sit eget vinslot, Cháteau Vignelaure. 

Det oplyser selskabet i en meddelelse. 

Auktionshuset har gennem 2018 afsøgt forskellige muligheder for at sikre finansieringen for de kommende år, og den er nu faldet på plads med de obligationsejere, der har lånt penge til selskabet. 

Aftalen betyder, at gælden bliver nedskrevet fra 230 millioner kroner til 145 millioner kroner, hvilket vil være med til at sikre lavere renteudgifter for Lauritz.com i de kommende år. 

Til gengæld har Lauritz.com skulle give øget sikkerhed for pengene, og det har betydet, at vinslottet er kommet i spil.

Bengt Sundström og hans kone, Mette Sundström, købte slottet og 200 hektar jord i 2007. Det ligger i det sydlige Frankrig nord for Marseille. 

Slottets vine bliver solgt i Frankrig - blandt andet til 30 Michelin-restauranter - og 15 lande rundt i verden. 

Ud over den øgede sikkerhed fra vinslottet har Lauritz.com også forpligtet sig til at sælge en række af sine auktionshuse. 

Nyheden kommer samme dag, som Lauritz.com præsenterer sit regnskab for 2018. 

Det viser et markant fald i omsætningen til 117,6 millioner kroner i 2018 fra 195,7 millioner kroner i 2017.

Efter markante nedskrivninger har Lauritz.com tabt 70,2 millioner kroner i 2018 mod et underskud på 21,3 millioner kroner året før.

Det er specielt en række markante nedskrivninger i det sidste kvartal af 2018, der har gjort ondt. 

Den forventede værdi af salget af divisionen for kunst er sænket til 8,4 millioner kroner fra 40,4 millioner kroner, og så er der nedskrevet med 31,5 millioner kroner på goodwill og skyldte beløb fra partnerskaber.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078