Efter flere års tilløb har danske Banks betalingsløsning Mobilepay for alvor knækket koden til det lukrative erhvervsmarked, skriver Finans.
Ved årsskiftet havde Mobilepay 120.000 butikker og webshops i kundekartoteket, og siden er der dagligt kommet omkring 200 nye erhvervskunder til, lyder meldingen.
- Vi oplever en kæmpe tilstrømning af mindre erhvervsdrivende. Der er vækst og travlhed på alle linjer, siger Mark Wraa-Hansen, der har stået i spidsen for Mobilepay siden 2014, til Finans.
Den voksende medvind til Mobilepay vækker næppe jubel i Nets-hovedkvarteret i Ballerup. I hvert fald har Nets, der ejer dankortet, netop meddelt, at man er klar til at sænke dankortpriserne for små erhvervsdrivende med mindre end 5.000 årlige dankortbetalinger.
I netop det segment har Mobilepay vist sig meget populært, og spørger man erhvervsorganisationen SMVdanmark, har Nets god grund til at være nervøs.
- Det er billigt, nemt og hurtigt at komme i gang. Derfor kan Mobilepay være et oplagt valg for mange små erhvervsdrivende og især nystartede virksomheder, siger cheføkonom Lars Magnus Christensen til Finans.
Mobilepay-forretningen i Danmark indkasserede i 2017 et underskud på bundlinjen på 52,3 mio. kr. Regnskabet for 2018 er endnu ikke offentliggjort.
