23948sdkhjf

Coop udfaser kosmetik med fluorstoffer fra butikker

Kosmetik med de udskældte fluorerede stoffer vil senest fra 1. september være udfaset fra Coops butikker.

Det skal være slut med at købe kosmetik, cremer og plejeprodukter med fluorerede stoffer i Coops butikker.

Det oplyser dagligvarekoncernen, der står bag Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Irma, Fakta og coop.dk.

Koncernen har besluttet at stoppe al indkøb af kosmetik og plejeprodukter, der indeholder fluorerede stoffer - også kaldet PFAS. De anvendes i blandt andet cremer og makeup for at gøre det mere holdbart og vejrbestandigt.

Men stofferne kan også være skadelige for miljø og sundhed. Det er dog ikke forbudt at have stofferne i kosmetik. Alligevel mener Coop, at det er vigtigt at fjerne dem. Det fortæller kvalitetschef Malene Teller Blume.

- Forskning viser, at de her stoffer kædes sammen med alvorlige effekter både for miljø og sundhed. Det er stoffer, som godt kan undværes og erstattes af andre stoffer, siger kvalitetschefen.

Der går noget tid, før at Coop-butikkerne vil være helt fri for kosmetik med fluorerede stoffer. For koncernen stopper straks sine indkøb - men river ikke de pågældende produkter af hylderne med det samme.

Malene Teller Blume forklarer det med, at Coop skal tage hensyn til aftaler med leverandørerne, og at der ikke er tale om akut fare.

- Det er vigtigt at sige, at der ikke er tale om akut fare. Vi stopper indkøbet af de her produkter, fordi vi gerne vil bruge forsigtighedsprincippet, siger hun.

Ifølge kvalitetschefen har Coop allerede været i gang med at rydde ud i produkter med de udskældte stoffer. Derfor drejer det sig ifølge hende også om få produkter, som forsvinder fra butikkerne.

Umiddelbart er der kun tale om dag- og natcreme fra L'Oréal, men det kan ikke udelukkes, at der er andre produkter.

Alle de pågældende produkter vil være udfaset senest 1. september i år, oplyser Coop.

Miljøstyrelsen undersøgte i november sidste år 17 kosmetiske produkter for fluorstoffer. Seks af dem overskred de kommende grænseværdier under EU's kemikalielovgivning. Grænseværdierne træder i kraft 4. juli 2020.

Ingen af koncentrationerne udgør dog i sig selv en risiko for forbrugerne, lød det. En risiko kan dog ikke udelukkes i det mest konservative scenarie, hvis flere kosmetiske produkter med stofferne bruges samtidig.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204