23948sdkhjf

Flere danskere køber kopivarer på internettet

Mange lader sig friste af billige kopivarer. Tidligere var det luksusvarer, men nu er det også andre varer.

Når danskerne skal have nyt piskeris, tøjdyr til børnene, eller mobilopladeren skal skiftes, vælger flere kopivarer til billigere penge end den originale version. 

Det oplever Dansk Industri (DI). 

- Vi hører fra vores virksomheder, at handlen både er stigende i varekategorier og i omfanget af handlen, siger Lars Holm Nielsen, der er chefkonsulent ved DI.

Den melding bliver bakket op af nye tal på EU-niveau fra OECD og det europæiske varemærkekontor, EUIPO.

Kontoret estimerer i en ny rapport, at importen af kopivarer er steget fra 5 procent til at udgøre op til 6,8 procent samlet set i EU-landene. Det skriver Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

Men som forbruger skal man passe på med at vælge kopivarerne til, mener DI.

- Piratkopiering er en samfundsskadelig aktivitet, da kopivarer ikke lever op til produktkrav eller miljøkrav i øvrigt. Ofte er der også uorganiseret, illegal arbejdskraft bag, siger Lars Holm Nielsen.

Ifølge DI sker handlen med kopivarer som oftest over internettet, og meget af handlen er det, Lars Holm Nielsen betegner, som små forsendelser, såsom køkken- og husholdningsartikler.

- Tidligere har vi set, at handlen med kopivarer har kredset sig om luksusartikler til i dag at være alt, hvad vi har brug for i vores dagligdag, siger Lars Holm Nielsen.

Han mener, at handlen foregår, da forbrugerne fristes af de billige varer, men det kan være en dårlig idé.

- Kopivareproducenterne fremstiller lav kvalitet uden at stå til ansvar over for deres kunder, siger Lars Holm Nielsen.

Sidste år blev der indført en såkaldte IPR-task force, som er en enhed hos bagmandspolitiet (SØIK), der skal bekæmpe handlen med kopivarer. 

Men ifølge Lars Holm Nielsen skal der mere til at komme handlen til livs. 

- Vi presser på for, at der også kommer en mere målrettet efterforskning mod bagmændene, og så håber vi på at få blokeringer af hjemmesider, der sælger kopivarer, siger Lars Holm Nielsen.

DI ønsker desuden at stoppe forsendelserne af småpakker fra Kina.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094