Salg til kapitalfond skærer stor luns af Nets' overskud
Nets måtte se overskuddet falde markant i 2018, hvor selskabet blev solgt til den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman og afnoteret fra børsen i København.
Nets, der blandt andet står bag Dankortet, betalingsservice og NemID, kommer ud af 2018 med et overskud på 308 millioner kroner.
Det er omkring en fjerdedel af resultatet i 2017. Faldet skyldes, at der har været udgifter til salget og den efterfølgende afnotering fra fondsbørsen, og at Nets har investeret i opkøb og udvikling af selskabet.
Det oplyser Nets i sit årsregnskab, der er offentliggjort mandag.
Nets fremhæver i regnskabet, at det med to handler i 2018 har taget et vigtigt skridt til at få en større rolle på det europæiske marked for betalinger.
I juni gik Nets sammen med Concardis, der er i Tyskland, Østrig og Sverige.
Samme måned blev opkøbet af det polske selskab Dotpay/eCard annonceret. De to køb faldt helt på plads i starten af januar.
Nets har med sin nye ejer i spidsen sat som ambition at blive en ledende spiller i Europa.
Med fusionen med Concardis er ejerne af det samlede selskab ud over Hellman & Friedman kapitalfondene Advent International og Bain Capital.
Nets blev skabt i 1969 og fik sit navn, da det gik sammen med norske Nordito i 2010.
Selskabet var ejet af banker og pengeinstitutter, men blev i 2015 solgt til kapitalfonde for 17 milliarder kroner.
Året efter blev det børsnoteret til en værdi af 30 milliarder kroner. Derefter blev det altså købt af børsen igen blot halvandet år senere i februar 2018 til en pris på 33,1 milliarder kroner.
Nets har en solid markedsposition i Norden, der er kendetegnet ved, at forbrugerne er hurtige til at tage nye betalingsmetoder og teknologier til sig.
/ritzau/