23948sdkhjf

PostNord vil gøre det nemmere at hente pakker

Et netværk af 10.000 pakkebokse skal bringe pakker tættere på danskernes hjem, lyder det fra PostNord.

I løbet af de næste seks måneder vil PostNord sammen med partneren SwipBox og udbringningsfirmaet DHL høste erfaringer fra et pilotprojekt i Kolding med 200 pakkebokse, hvorfra man kan afhente pakker.

Projektet skal senere munde ud i et større landsdækkende netværk af bokse, som er døbt "Nærboks". Formålet er at få pakkerne så tæt på danskerne som muligt.

- Vi vil skabe et netværk for danskerne, hvor vi bor i et helt nyt niveau af tilgængelighed. 

- Nærboks kommer så tæt på, hvor du er. Det kan være hjemme eller på arbejde, men det føles mere eller mindre som en hjemmelevering, siger Peter Kjær Jensen, administrerende direktør i PostNord Danmark.

Hos SwipBox regner man med, at der ved udgangen af 2020 er opsat omkring 10.000 pakkebokse i hele landet. Det oplyser Allan Kaczmarek, administrerende direktør i SwipBox. 

- Vi vil gerne sætte det antal bokse op, som der er volumen til. Hvis der er volumen til mange pakker, så sætter vi mange bokse op. Hvis det bliver lidt færre, så justerer vi efter det, siger han og tilføjer, at det blandt andet er det, man skal lære fra pilotprojektet.

De nye bokse skal placeres hos grundejer- og boligforeninger, ved offentlig trafik og hos den lokale tankstation, og skal dække alle dele af landet – fra land til by. 

Allerede nu er der dog ikke langt fra hjemmet og hen til det nærmeste udleveringssted, hvis man bor i større byer.

I København kan man for eksempel hente sin pakke inden for relativ kort afstand fra hjemmet i en selvvalgt kiosk eller pakkeshop. Men PostNord mener bestemt, at Nærboks er konkurrencedygtigt. 

- PostNord har vel landets største netværk med 500 pakkebokse allerede. Selv om de står lige ved siden af eller inde i nogle af de her forskellige pakkeshops, så er der en klar præference på pakkeboksen.

- Vores problem er faktisk, at de altid er fyldte, siger Peter Kjær.

Det nye netværk drives som et åbent pakkenetværk af selskabet Nordic Infrastructure, som SwipBox og PostNord ejer i fællesskab. Det betyder, at alle pakkedistributører kan levere pakker i en Nærboks. 

Det står ikke klart, om de øvrige store spillere på markedet er interesserede i at anvende systemet. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14