23948sdkhjf

Samarbejde vil udfordre shoppere: Mød og lån en fordom i Menneskebiblioteket

Tøj, sko, dagligvarer … og en halv times viden om homoseksualitet, hypersensitivitet og psykisk sygdom?

”Lån et menneske og få dine fordomme udfordret ”. Sådan lyder det fra foreningen Menneskebiblioteket, når de via events opfordrer danskere på shoppetur til at bruge en halv time med en fremmed person.

Normalt foregår Menneskebibliotekets events på blandt andet skoler, biblioteker eller under events hos mastodontvirksomheder som Microsoft i Indien og medicinalfirma Eli Lilly i USA.

Men som noget helt særligt har foreningen nu indgået et samarbejde med shoppingcentret Rødovre Centrum, fortæller den i en pressemeddelelse. 

Og det er der en helt særlig grund til, fortæller Ronni Abergel fra Menneskebiblioteket:

- Vi bliver tilgængelige et sted, hvor mange mennesker allerede færdes og er i gang med en aktivitet. Det er en unik mulighed for at give dem et tilbud om at få en samtale med et menneske, der uretmæssigt er sat i bås på grund af enten livsstil, overbevisning, etnicitet, handicap, seksualitet, sociale status eller beskæftigelse, siger Ronni Abergel, der var med til at stifte foreningen for mere end 18 år siden.

I shoppingcentret mødes alle typer mennesker
I Rødovre Centrum vil de handlende kunne ’låne’ menneskebøger med titler som Autist, Transkønnet,  Familiesammenført … og mange andre.

Samarbejdet er en del af en længere kampagne, hvor Rødovre Centrum under titlen ’Life in a Box’ sætter fokus på tendensen omkring at sætte hinanden i bås.

-- Lige præcis et shoppingcenter er et sted, hvor mange forskellige typer mennesker passerer hinanden hver dag uden nogensinde at tale med hinanden. Vi håber, at vi med kampagnen kan være med til at udfordre den måde, vi anskuer hinanden. At de folk, vi møder på vores vej, rent faktisk er mennesker med deres egne historier, drømme og udfordringer, siger marketingdirektør Charlotte Andersen og fortæller videre, at flere af menneskebøgerne også er brugt som modeller i shoppingcentrets katalog.

Samarbejdet mellem Menneskebiblioteket og Rødovre Centrum finder sted fra 30. marts og på udvalgte dage fem uger frem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078