23948sdkhjf

Byliv med venner koster unge dyrt

Tendensen peger imod, at folk går mere og mere ud. Nogle unge lever deres socialliv for lånte penge, viser undersøgelse.

Der er sket et skred i den måde, danske unge er sammen med hinanden på. 

Mange har rykket deres sociale liv ud af hjemmet og ind i bylivet. Men det er ikke gratis at begå sig i cafélivet og kaste penge efter friskpresset juice og kaffe på café. 

Det skriver Politiken mandag.

Det understreger to nye undersøgelser foretaget af restauratørernes brancheforening, Horesta, og Finans Danmark i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk,

De peger på, at unges gå-ud-kultur presser mange økonomisk.

Kulturforsker ved Aalborg Universitet Pernille Hohnen har set tendensen tage til siden årtusindskiftet. 

Forbrugskulturen er noget, de unge har fået ind med modermælken.

- Man skal ikke se på de unge som luksusdyr. De er et produkt af en kultur, hvor man skal bruge penge på det sociale liv. Identitetsdannelsen er i dag tæt bundet op på det at bruge penge. De unge føler sig isoleret, hvis de ikke kan deltage i ting, der betragtes som normale, siger Pernille Hohnen til Politiken.

Ifølge undersøgelsen fra Brancheforeningen Horesta er unge i 20'erne dem, der oftest bruger penge på mad og drikke i byen. 

I gennemsnit 135 gange om året går de 20-29-årige på eksempelvis café, restaurant og burgerbar eller køber en to-go-kaffe. 

Men også de helt unge på 12 til 19 år er stærkt repræsenteret i bylivet med 107 besøg i gennemsnit på et år. Tallet for gennemsnitsdanskeren er 81.

Men unges appetit på oplevelser ude i byen bliver undertiden betalt med penge, de reelt set ikke har.

Ifølge undersøgelsen fra Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark bruger over 40 procent af de 18-30-årige ofte flere penge end planlagt, når de er sammen med vennerne. 

17 procent af de 1.005 medvirkende unge i undersøgelsen svarer, at de låner penge af familie og venner eller tager overtræk på kontoen for at gå med vennerne ud at spise. 

15 procent vil hellere finde på en undskyldning end fortælle, at de ikke har råd til at mødes i byen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203