Stærkt regnskab: Trendsales og Tradono bliver nu til én stor markedsplads
I november 2017 fusionerede virksomhederne bag de to online secondhand-markedspladser, Trendsales og Tradono, mens de to platforme fortsatte som separate brands.
Nu vil virksomheden bag de to markedspladser høste synergierne mellem den nyere teknologi fra Tradono og det brede kendskab til Trendsales-brandet, og lægger derfor de to platforme sammen til én fra den 1. maj 2019.
Det vil komme til at betyde, at brugerne vil opleve større udbud og hurtigere salg samt ny teknologi, som løbende forbedres, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
Sammenlægningen følger virksomhedens gode resultater i 2018.
Efter fusionen af de to selskaber tilbage i november 2017, har Trendsales og Tradono forbedret resultatet betydeligt. Underskuddet i 2017 på 25 millioner kroner er vendt til et overskud på 0,1 millioner kroner i 2018.
Resultatet for 2018 er dermed markant bedre end forventet.
- Vores effektiviseringer har virkelig slået igennem, mens omsætningen er stabil. Alle brugere migrerer per 1. maj til én platform, hvorfor vi realiserer yderligere besparelser på teknikken i 2019. Herefter handler det om vækst i brugere og i toplinje, siger Mads Aarøe Mathiesen, direktør og medejer.
Med sammenlægningen bliver “Det nye Trendsales” Danmarks suverænt største online markedsplads for secondhand mode- og livsstilsvarer.
Mads Mathiesen forventer, at platformen bliver endnu større i takt med et øget fokus på bæredygtighed.
- Vi ser en markant trend, hvor forbrugere i stigende grad er bevidste om, hvor meget tøjproduktion forurener miljøet. I kombination med at secondhand er blevet lige så nemt og sikkert som firsthand har vi den perfekte cocktail for vækst, siger han.