23948sdkhjf

Toms Gruppen mistede næsten 10 millioner

Danmarks største slikproducent, Toms Gruppen i Ballerup, mistede 9,5 millioner kroner på bundlinjen før skat i regnskabsåret 2018 - overskuddet dalede fra 55,1 millioner kroner i 2017 til 45,6 millioner sidste år.

Omsætningen steg med godt en million, men det er småpenge i Toms-regi, hvor omsætningen i 2018 nåede op på næsten 1.765 millioner kroner.

Tallene fremgår af det netop offentliggjorte regnskab, hvori direktør Carsten Lyngsø Thomsen ikke lægger skjul på, at han ikke er tilfreds.

- Trods en stigning i vores markedsandel er vores finansielle resultater for 2018 ikke tilfredsstillende. Dette er hovedsageligt en konsekvens af en historisk lang og varm sommer, som resulterede i en generel tilbagegang på tre-fem procent på vores nøglemarkeder, en udfordrende lav svensk valutakurs og fortsatte betydelige investeringer i vækst sammen med vores kunder, skriver han i årsrapporten.

Omsætningen hos Toms er fordelt med lige godt en milliard kroner i Danmark, cirka 460 millioner i Tyskland og knap 300 millioner på øvrige markeder.

Ledelsen forventer, at 2019 kommer til at ligne 2017 - med et moderat fald i omsætningen men et bedre driftsoverskud sammenlignet med 2018.

Toms, der blev grundlagt i 1924 af de to apotekere Trojel og Meyer, er i dag ejet af Gerda og Victor B. Strand Holding, som igen er ejet af Gerda og Victor B. Strands Fond/Toms Gruppens Fond.

Carsten Lyngsø Thomsen har været Toms-direktør siden 1. august 2014.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064