23948sdkhjf

Krigen ulmer i dansk discount

Siden december har landets discountkæder stået i kø for at varsle nye butiksåbninger.
Netto og Lidl vil øge antallet med omkring 100 hver, Rema 1000 vil åbne 15-25 nye butikker om året, og Aldi planlægger 60 nye butikker.

Torsdag meldte Fakta sig så for alvor ind i den eskalerende discountkrig, skriver BT.dk.

50 nye butikker
Fakta har ellers været en af de discountkæder, som har været hårdest ramt de seneste år. Fra 2014 til 2019 faldt antallet af Fakta-butikker med 90, fordi økonomien ikke hang sammen.

Men nu skal bøtten altså vendes, og det skal ske med 50 nye butikker frem mod 2024. En offensiv, der skal bringe Fakta tilbage til at have mere end 400 butikker på landsplan.

- Da jeg kom til Fakta i 2014 som driftsdirektør, røg jeg i maskinrummet med en oliekande for at få struktur og basis på plads. Det er vi færdige med, og nu er det tid til igen at udvide og tage markedsandele, siger kædedirektør John Hornbech Christensen til Dansk Handelsblad, ifølge BT.dk.

Krigen koger
Discountkædernes mange offensive meldinger i medierne de seneste måneder vidner om, at discountkrigen nu koger på sit højeste niveau i flere år, mener Bruno Christensen, ekspert i detailhandel.

Ud over potentielt faldende priser på de dagligvarer, kæderne vælger at konkurrere på, vil de mange nye discountbutikker få konsekvenser for specialbutikker og klassiske supermarkeder.

- Selvfølgelig er discountkæderne i krig om kunderne, men totalt set er det her en krig om markedsandele, som man altså også vil tage fra andre dele af detailhandelen. Discount er jo den eneste sektor som sådan, som har stået for konstante ny-åbninger de seneste år. Så discountbutikkernes udvidelse er lige så meget en opslugning af andre små butikstyper og større supermarkeder, siger Bruno Christensen til BT.dk.

I forbindelse med meldingen om udvidelse forklarer Faktas kædedirektør, John Hornbech Christensen, da også, at en af grundene til de mange nye butikker er, at man kan se, at handelen fra mindre og større butikstyper i stigende grad flytter over i supermarkeder og discountbutikker.

Dermed er opturen for discountkæderne i Danmark endnu en gang forstærket, selvom det kun er få år siden, at discountsektoren så ud til at være i alvorlig krise.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.248