23948sdkhjf

Cityforening vil have bedre styr på gadehververe

Aarhus City Forening vil have afgrænsede områder til velgørenhedsorganisationer.

Aarhus City Forening vil have bedre regler for, hvordan og hvor hjælpeorganisationernes gadehververe, de såkaldte facere, må samle penge ind i Aarhus midtby.

Det skriver DR Østjylland.

Facernes arbejde består i at konfrontere folk på gaden for at få dem til at tegne abonnement, give bidrag, deltage i undersøgelser og lignende.

Men det er blevet for konfronterende, siger direktør for Aarhus City Forening Claus Bech, der ønsker afgrænsede områder til facere i byen.

- Vi håber på, at der bliver regler, hvor man i højere grad selv skal tage stilling til, om man har lyst til at tale med en organisation. På den måde undgår vi den her direkte konfrontation, hvor du bliver stoppet på gaden, forklarer han.

Det skal nemlig være en god oplevelse at færdes i byen.

- Det får man ikke, hvis man gang på gang bliver stoppet og bedt om at donere penge på den frembrusende måde, som nogle af organisationerne har lagt for dagen, siger Claus Bech til DR Østjylland.

Gennem Aarhus Kommune er foreningen i dialog med organisationernes brancheorganisation, der hedder Isobro.

Generalsekretær Robert Hinnerskov vil ikke kommentere på konkrete forslag, men ser optimistisk på en fremtidig aftale.

- Mit udgangspunkt for en drøftelse er at se på, hvordan man kan opretholde den hensynsfulde tilstedeværelse og se på, hvilke områder det er naturligt, at man er til stede, siger han.
Robert Hinnerskov understreger dog, at organisationerne allerede har etiske retningslinjer, som deres facere skal holde sig til.

Organisationerne laver nemlig frivilligt en koordination af, hvor mange facere der må være til stede i de enkelte byer.

- Derfor har man allerede et arbejde med at sikre, at der er et fornuftigt niveau af facere, så det bliver en god oplevelse at blive hvervet som medlem, siger Robert Hinnerskov til DR Østjylland.

De handlende i Aarhus oplever, at facerne er et stigende problem, siger direktør for Aarhus City Forening Claus Bech om baggrunden for, hvorfor han vil have lavet regler for facerne.

- Det er specielt blevet et problem i løbet af det seneste års tid. Vi får rigtig mange henvendelser fra byens kunder og borgere, som gør opmærksom på, at det simpelthen har taget overhånd, og at er der brug for en regulering på området.

Aarhus City Forening har tidligere sammen med cityforeninger i Aalborg, Odense og København forgæves forsøgt at stramme indsamlingsloven.

De ihærdige facere er rent juridisk også i deres gode ret til at samle ind, som de vil.

Derfor håber Claus Bech, at en dialogbaseret aftale mellem kommunen og organisationernes brancheforening kan bane vejen for en fredeligere tur gennem byen.

- Ved at vi starter op i Aarhus, kan det sprede sig til landets større byer, hvis det bliver en succes, hvilket jeg tror, at det gør, siger Claus Bech.

Aarhus City Forening håber på en aftale inden sommerferien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093