23948sdkhjf

Antallet af solgte cigaretter i Danmark er faldende

Cigaretsalget i Danmark er faldet. Folk ryger mindre, fordi det er blevet mere besværligt, siger professor.

I Danmark bliver der købt færre cigaretter end tidligere. I 2018 blev der solgt 5280 millioner cigaretter i Danmark, og det er 14 procent eller 850 millioner færre end i 2017, viser de seneste tal fra Skatteministeriet. 

Det skriver Politiken.

Tallene er baseret på det afgiftspligtige salg i Danmark samt ministeriets skøn for befolkningens grænsehandel og udlændinges køb af cigaretter herhjemme. 

Ministeriet understreger, at faldet ikke skyldes øget grænsehandel, der både i 2017 og 2018 udgjorde knap otte procent af det samlede forbrug.

Færre solgte cigaretter kan derimod hænge sammen med en stigning i brugen af andre nikotinprodukter som e-cigaretter, opvarmet tobak og snus. 

Det påpeger Charlotta Pisinger, som er professor i tobaksforebyggelse. Derudover kan faldet skyldes ændrede sociale normer for, hvor der må ryges.

- Folk ryger mindre, fordi det er blevet mere besværligt. Det bliver simpelthen sværere at få lov til at ryge i det offentlige rum, siger hun til Politiken.

Kræftens Bekæmpelse håber, at udviklingen fortsætter.

- Det er fremragende. Jo færre cigaretter, der bliver solgt, jo bedre. Og det ville da være dejligt, hvis den udvikling fortsætter, siger administrerende direktør Jesper Fisker til Ritzau.

Han påpeger, at der stadig skal gøres mere. Det væsentligste er, at prisen på cigaretter skal op, lyder det.

De seneste tal for befolkningens rygevaner fra Sundhedsstyrelsen viser dog, at andelen af rygere er steget for første gang i 20 år. I dag ryger 23 procent, mens 21 procent røg i 2016.

De flere rygende danskere må ifølge Charlotta Pisinger således i snit ryge færre smøger end tidligere.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder det meget positivt, at der sælges færre cigaretter, men hun mener også, at man skal være varsom med at tolke for meget på tallene.

- Vi skal huske på, at der ikke er én nem løsning, og at der skal sættes ind på flere fronter for at få antallet af rygere ned. Selv om der bliver solgt færre cigaretter i Danmark, er vi jo på ingen måde i mål, skriver hun i et svar til Politiken.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125