23948sdkhjf

Cigaretpriser skal ikke hæves for pengenes skyld

Det er ikke et økonomisk rationale, der taler for at sætte tobakspriserne markant op ifølge ministerium.

Venstre lægger op til at hæve tobaksafgifterne, så cigaretter bliver dyrere. Ifølge en rapport fra Skatteministeriet kan en markant stigning i tobaksafgiften blive dyrt for samfundet.

For besparelserne i sundhedsudgifterne vil ikke stå mål med faldet i skatteindtægterne, når folk enten køber cigaretter over grænsen eller helt holder op med at ryge.

- De her tal viser, at der er en risiko for at slå et hul i statskassen, hvis tobaksafgifterne forhøjes så markant, som flere har været ude at foreslå, skrev skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en pressemeddelelse i starten af maj.

Ifølge rapporten vil en stigning i afgifterne være positivt for samfundsøkonomien op til omkring 10 kroner per pakke. 

Efter det vil grænsehandel og færre indtægter samlet give et minus.

Ifølge rapporten er den økonomisk optimale afgiftsstigning på 3-4 kroner per pakke. Men bliver det hævet til 70 kroner per pakke, vil det koste samfundet over en milliard kroner om året.

Venstre har ikke sat beløb på, hvor meget partiet ønsker, at afgifterne skal stige.

- Det er en god idé at hæve priserne på tobak og gerne mest muligt. 14.000 danskere dør hvert år af rygning. 

- Det er en stor øvelse at regne alle omkostninger ind ved rygning. Vores udgangspunkt er, at det handler om sundhed og ikke om økonomi, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Både Kræftens Bekæmpelse og Skatteministeriet anfører, at det er svært at beregne, hvor meget der vil spares på sundhedsfronten på baggrund af afgiftsstigninger.

Skatteministeriet trækker i sin rapport på en beregning fra det daværende Statens Institut for Folkesundhed fra 2013, der så er fremskrevet.

Det bringer Skatteministeriet frem til, at rygning i 2018 kostede samfundet 51,4 milliarder kroner i behandling, pleje og produktionstab. 

Der bliver dog sparet 34,7 milliarder kroner, da rygere gennemsnitligt lever betydeligt kortere end ikke-rygere. Samlet altså en omkostning på 16,7 milliarder kroner.

- Jeg er sikker på, at hvis man laver en tilbundsgående analyse af alle direkte og indirekte omkostninger ved rygning, så vil det være en god forretning at hæve prisen markant, siger Jesper Fisker.

Salget af cigaretter har været stigende i Danmark de seneste år, og ifølge Danmarks Statistik blev der i 2017 solgt 6,1 milliarder cigaretter i landet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113