23948sdkhjf

Babytallerken tilbagekaldes: Uegnet til kontakt med fødevarer

Tallerken solgt i blandt andet BabySam og Salling tilbagekaldes. Den må ikke komme i kontakt med fødevarer.

Selskabet Done By Deer A/S tilbagekalder et parti af deres blå babytallerken "Yummy" med motivet "Happy Dots".

Det skyldes, at der er konstateret for høj migration af melamin i tallerkenen. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Styrelsen oplyser, at når melamin afgives i en mængde over den tilladte grænse, betyder det, at produktet ikke er egnet til at komme i kontakt med fødevarer.

Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, oplyser, at styrelsen vurderer det som sundhedsskadeligt, når der afgives for meget melamin.

- Tallerkenerne afgiver for meget melamin, når man bruger dem. Den akutte risiko ved melamin er, at det ved et for højt indtag kan give skader på nyrerne.

- Vi har i det konkrete tilfælde bedt DTU om at vurdere det. De har vurderet det var sundhedsmæssigt betænkeligt. Derfor har vi vurderet, at det ikke må være på markedet, siger Nikolas Hove.

Han oplyser yderligere, at den høje migration er konstateret ved en test i Tyskland. Fødevarestyrelsen har ikke kendskab til, at nogen er blevet dårlige af at bruge tallerkenen.

Tallerkenen er solgt fra januar til april i år i BabySam, Butik Unik, Børnenes Kartel, Done by Deer A/S, Engby Barnevogne, Illums Bolighus, Invi2, Kære Børn, Salling, Tinsoldat.dk, Ønskebørn, Kids-World.dk.

Tallerkenen har varenummer 10542 og batchnummer 108950918, som står på bagsiden af tallerkenen.

Nikolas Hove forklarer, at det kun er det ene parti tallerkener, som der er konstateret for høj migration af melamin i.

Derfor er det vigtigt, at man tjekker nummeret på tallerkenen for at se, om tallerkenen er blandt dem, som trækkes tilbage.

Har man købt tallerkenen, råder Fødevarestyrelsen til, at man leverer den tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at man kasserer den.

Onsdag oplyser Fødevarestyrelsen også om, at blå og grønne Outwell Bambus Middagssæt, solgt i 2017 og 2018, tilbagekaldes, fordi de afgiver for meget melamin. Det er sæt med kopper, tallerkener og skåle.

Der er tale om Primrose Green 2 personer (varenummer: 650521 og EAN-nummer: 5709388069382), Primrose Green 4 personer (varenummer: 650522 og EAN-nummer: 5709388069405), Iris Blue 2 personer (varenummer: 650519 og EAN-nummer: 5709388069375 og Iris Blue 4 personer (varenummer: 650520 og EAN-nummer: 5709388069399).

De er solgt i Dansk Røde Kors, butikker under Salling Groups, Friluftslageret ApS samt via BilligCamping.dk og Outwell.dk.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098