23948sdkhjf

De første butikker er klar med julepynt

Inden længe står sommerferien for døren, men allerede nu kan man flere steder købe julepynt

Seks måneder og to dage. Så lang tid er der til juleaften. Men alligevel pryder nisser, julmænd og farverigt gavebånd hylderne. Juleshoppingen er sat ind.

I hvert fald hos butikskæden Billigblomst, der holder til i Tilst ved Århus, Randers, Aalborg og Kolding. Men ifølge butiksejeren er det ikke for at være først, at keramiknisser og andre dekorative julefigurer allerede nu står på rad og række i butikkerne.

- Det er ikke fordi, vi forventer, vi sælger noget af julepynten allerede, men det er simpelthen et logistisk spørgsmål, fordi vi ikke kan nå at pakke det hele ud, hvis vi starter senere, siger ejer af butikskæden Billigblomst Brian Reenberg til Tv2 Østjylland.

Det betyder også, at butikkerne for nu forsøger at gemme julepynten væk i et hjørne af butikken. Men alligevel har kunder allerede proppet julevarer i indkøbskurvene.

- Vi har valgt at starte i det fjerneste hjørne for ikke at smide det i hovedet på folk, for de synes, det er lidt mærkeligt, det allerede står fremme. Men der er folk, der køber det, særligt vores afdeling i Kolding har solgt en del, siger butiksejeren.

Ifølge ham er julesalget de sidste par år kommet bag på dem, og det betyder, at de i år må starte endnu tidligere.

- Normalt begynder vi at få julepynt hjem i august, men de sidste to år har vi nærmest ikke kunnet nå at pakke ud, inden folk flåede det ned af hylderne, så i år har vi købt mere og fået det hjem tidligere, siger han.

Normalt er julevarer først at finde i butikkerne hen på efteråret, men hos Billigblomst er de altså en del tidligere ude. Og selvom det ifølge indehaveren ikke er for at få gang i salget, så fortæller en ekspert, at man kan sælge hvad som helst til forbrugere - hvis prisen er god nok.

- Billigblomst er jo en butik med købmænd, der står bag, og de lever i høj grad af at købe partivarer. Og man kan få folk til at købe hvad som helst uden for sæson, hvis prisen opleves meget fordelagtigt, siger Bruno Christensen, der er direktør i Detailhandels Promotion, til TV2 Østjylland.

Men han mener ikke, at forbrugerne skal frygte for, at julevarer generelt rykker ind på hylderne, før badetøj og solcreme er kommet væk.

- Det er ikke noget, vi vil se mere og mere af. De store butikskæder begynder først hen omkring november, fordi før er forbrugeren generelt ikke motiveret til at købe den slags produkter, siger detailhandelseksperten.

Billigblomsts Randers-afdeling må dog vente et par uger endnu med at få julepynt på hylderne, fortæller Brian Reenberg.

- Afdelingen i Randers er noget mindre end de andre butikker, så de får en del mindre julepynt, men stadig det samme udvalg. Derfor kommer den første container med julepynt først til Randers om fjorten dages tid, siger han.

Originalartikel: https://www.tv2ostjylland.dk/artikel/sommeren-er-knap-begyndt-nu-er-julehandlen-skudt-i-gang

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125