23948sdkhjf

Købmænd efter pantudvidelse: Hvad med de tyske dåser?

Fra mandag udvides pantsystemet til at omfatter emballage fra mere end 400 typer af blandt andet juice.

Hos interesseorganisationen De Samvirkende Købmænd, DSK, der blandt andet har Spar- og Rema 1000-købmænd som medlemmer, er man glad for, at langt flere typer af emballage pålægges pant.

Men der kunne være gjort langt mere, mener Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i DSK.

- Det er ganske udmærket at udvide pantsystemet, så længe det kan modtages i de nuværende pantautomater i butikkerne, og i øvrigt ikke giver problemer for butikkerne eller kunderne. Vi forventer at pantsystemet vil blive udvidet med mellem 50 til 60 millioner stykker emballage det kommende år.

- Det svarer i virkeligheden kun til omkring 10 procent af det potentiale, der vil være, hvis man fik lagt pant på de dåser, der bliver solgt i de tyske grænsehandelsbutikker. Så her ville man kunne gøre utrolig meget godt ved en fremtidig udvidelse af pantsystemet, siger han.

Ud over emballage fra juice bliver også beholdere fra saft, smoothies og most omfattet af pant. I alt tæller det emballage fra mere end 400 produkter.

Men det er da ikke kun miljøet, der ligger købmændene på sinde, indrømmer Claus Bøgelund Nielsen.

Grænsebutikkerne får nemlig også en konkurrencefordel over for DSK's medlemmer ved ikke at betale pant på for eksempel dåser.

- Det er et både og. I virkelighedens verden er det svært at skille de to ting ad (skæv konkurrence og miljøhensyn, red.). Og vi har faktisk et meget velfungerende pantsystem i både Danmark og Tyskland.

- Men de eneste butikker, der er undtaget for pant, er dem, der ligger op ad den dansk-tyske grænse. Hvis man som franskmand, hollænder eller belgier kører til Tyskland for at købe drikkevarer, så betaler man tysk pant. Så det ville være det mest logiske også i grænsehandelsbutikkerne, siger vicedirektøren.

Men at danskere kører måske over 100 kilometer til Tyskland for at pante tomme dåser, er næppe en gevinst for miljøet, anerkender Claus Bøgelund Nielsen.

- Det vil selvfølgelig ikke give mening, at man starter bilen og kører fra Silkeborg til Tyskland for at indløse sin pant. Men dem, der handler i de tyske grænsebutikker, kommer der oftest flere gange om året.

- Og ligesom man kan have plads til at have 20 rammer sodavand eller øl stående i carporten, kan man også have plads til en sort sæk med tomme dåser, man kan tage med retur til Tyskland.

Det nye system indfases langsomt, så først fra 1. november skal alle de omfattede produkter sælges med pant.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095