23948sdkhjf

Nu kan du hente din Zalando-pakke hos private

Zalando tilføjer op til 50 nye afhentnings- og afleveringssteder drevet af privatpersoner i udvalgte områder i Aarhus og København

Webshoppen Zalando og PostNord har indgået et samarbejde om at afprøve en innovativ løsning for afhentnings- og afleveringssteder, der drives af privatpersoner.

Afhentnings- og afleveringsstederne vil blive placeret i boligområder i Aarhus og København og har til formål at tilbyde en mere belejlig shopping-oplevelse
til Zalando-kunder i Danmark.

Netværket af private steder organiseres af Zalandos hollandske partner, Homerr, og Zalando er den første til at teste konceptet i Danmark.

De op til 50 servicesteder vil blive drevet af privatpersoner. For eksempel freelancere, hjemmegående forældre, selvstændige eller pensionister, der tilbringer meget tid hjemme i løbet af dagen, kan tilbyde deres hjem som afhentningssted.

Operatørerne tjener en mindre månedlig indtægt for at agere afhentnings- og afleveringssted og dermed hjælpe deres lokalsamfund.

Zalando har foretaget kundeundersøgelser, der viser, at fleksibilitet og tilgængelighed er særlig vigtigt for kunderne, hvorfor det giver mening at introducere flere og mere fleksible afhentnings- og afleveringssteder.

Servicestederne vil typisk være placeret i kundernes nabolag og tilbyde åbningstider fra kl. 16 til 20.

I løbet af bestillingsprocessen på www.zalando.dk vil kunderne kunne vælge deres foretrukne afhentningssted til levering eller aflevering af en returpakke.

PostNord, som allerede er Zalandos logistik-partner i Norden, bidrager i testperioden på tre måneder ved at levere pakker til de nye servicesteder, IT-systemer og ved at stå for kommunikationen med Zalandos kunder - for eksempel vil kunden modtage en SMS eller e-mail fra PostNord, når pakken er klar til afhentning.

Tjenesten skal supplere PostNords allerede eksisterende netværk af pakkebokse og omkring 1300 bemandede servicesteder.

Det nye koncept kan desuden bidrage til at reducere miljøpåvirkningen med 50 gram CO2 per pakke, da Zalando-pakker således leveres i bundter til færre adresser, hvilket resulterer i færre kørsler.

- At teste nye løsninger er en del af Zalandos DNA. Vi innoverer og evaluerer hele tiden vores tjenester for at kunne tilbyde vores kunder mere fleksibilitet. At supplere det eksisterende netværk med private afhentnings- og afleveringssteder kan tilføje enorm værdi, og jeg ser det som en win-win-situation for både de private operatører og
Zalandos kunder. Folk, som tilbringer tid derhjemme, kan hjælpe deres lokalsamfund ved at modtage pakkerne for deres naboer og til gengæld modtage en mindre  kompensation, siger Remko Bakker, chef for Zalandos logistikplatform.

Og også hos PostNord er man glade for samarbejdet. 

- PostNord er altid parate til at afprøve nye initiativer og til at bidrage til udviklingen af og væksten i ehandlen. Vi er glade for vores samarbejde med vores partner Zalando, og vi er spændte på, om de danske kunder tager dette nye koncept til sig, siger Stine Sander, chef for e-handel og kommunikation hos PostNord Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156