23948sdkhjf

B&O's overskud tager stort dyk efter svært år

Det seneste år har været skuffende for Bang & Olufsen, der må se overskuddet falde 77 procent

Det seneste år har været svært for Bang & Olufsen, der har måttet se både salget og overskuddet tage et dyk.

Selskabet kommer ud af regnskabsåret 2018/2019 med et overskud på 19 mio. kr. Det er et fald på 77 pct. over det seneste år.

Samtidig er salget faldet med omkring 14 pct. til 2,8 mia. kr.

Det fremgår af årsregnskabet fra B&O, der er kendt for tv, lydanlæg, højttalere og høretelefoner.

Bang & Olufsen har tre gange siden december 2018 nedjusteret forventningerne.

Det har kostet dyrt på aktiemarkedet, hvor aktiekursen siden er faldet med næsten 70 pct.

Administrerende direktør Henrik Clausen erkender, at året slet ikke er forløbet som forventet.

- Det var et skuffende år for Bang & Olufsen. Det utilfredsstillende resultat skyldtes især udfordringer med omstillingen af vores salgs- og distributionsnetværk samt færre produktlanceringer end året før.

- Trods udfordringerne havde vi sorte tal på bundlinjen, hvilket understreger, at vi er kommet langt med vores transformation, selv om vi stadig har et stort arbejde foran os, siger han i en kommentar til regnskabet.

Bang & Olufsen har gennem året været i gang med en stor oprydning i sit netværk af butikker og samarbejdspartnere. Selskabet har luget ud alle de steder, hvor det tabte penge. Men det er altså ikke gået helt som planlagt.

Henrik Clausen forventer, at det nye år vil byde på bedre resultater. Bang & Olufsen forventer at kunne løfte sit salg - blandt andet som følge af en række nye produkter, der kommer på markedet.

Desuden er der en forventning om at tjene flere penge end det seneste år.

- 2019/2020 vil være et udfordrende år, men vi forventer at komme tilbage på vækstsporet i andet halvår, siger Henrik Clausen.

/ritzau/

Bang & Olufsen A/S
mio. kr. 2018/19 2017/18
Nettoomsætning 2.838 3.285
EBITDA 249 397
Resultat før skat 33 117
Årets resultat 19 81
Balancesum 2.462 2.921
Egenkapital 1.419 1.709
Antal ansatte 957 1.028
Regnskabsåret blev afsluttet 31. maj 2019
Læs mere om: B&O
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095