23948sdkhjf

Sukkerfri drikke får Cola-regnskab til at bruse over forventning

Sukkerfri sodavand øger amerikansk gigants omsætning, der er bedre, end analytikere havde forventet.

Kaffedrikke og sukkerfri sodavand har endnu engang forsødet den amerikanske sodavandsgigant Coca-Colas omsætning.

Det har resulteret i, at selskabets omsætning for juli, august og september er bedre, end analytikere havde forventet.

Det fremgår af Coca-Colas regnskab for tredje kvartal, skriver nyhedsbureauet Reuters fredag.

I perioden landede selskabet en driftsomsætning på 9,50 milliarder dollar. Analytikerne havde ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News ventet et resultat på 9,43 milliarder dollar.

Selskabet forsøger i disse år at supplere de klassiske sodavand som Coca-Cola, Fanta og Sprite med andre produkter.

Fremtidens usikre marked for sukkerfyldige drikkevarer har blandt andet fået selskabet til at satse særligt på sukkerfri produkter samt kaffe, te og vand.

Blandt andet har giganten sidste år købt kaffemærket Costa for fem milliarder dollar - svarende til cirka 33,5 milliarder kroner.

I år har sodavandsgiganten løftet sløret for nye produkter som "Coca-Cola Plus Coffee" (Coca-Cola plus kaffe, red.) samt drikkevarer i mindre pakker.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109