23948sdkhjf

Arnold Busck taber tocifret millionbeløb efter it-kaos

Boghandlerkæden har haft store problemer med et nyt it-system.

Problemer med et nyt it-system har kostet en del penge for Arnold Busck, som står bag en kæde af boghandlere.

I selskabets senest afsluttede regnskabsår, der løb til udgangen af april, tabte Arnold Busck 14,3 millioner kroner. Året før tabte selskabet 2,1 million kroner.

Ifølge Helle Busck Fensvig, administrerende direktør hos Arnold Busck, har implementeringen af et nyt it-system ikke været uden problemer for kæden.

Eksempelvis har det nye it-system skabt problemer med flere kasseapparater. Det har gjort, at det til tider har været svært at sælge fra de pågældende kasseapparater.

Derudover har it-systemet ikke virket efter hensigten i forhold til varebestilling, varemodtagelse samt relaterede administrative procedurer og lagerhåndtering.

Problemerne med it-systemet har sat sit præg på omsætningen, der er faldet til 316,5 millioner kroner fra 329,2 millioner kroner året før.

På den positive side har Arnold Busck fået rettet op på en del af it-problemerne.

- De problemer, der var i butikkerne på samme tid sidste år, og som kunderne både kunne mærke og se, er der ikke længere.

- Vi har dog stadig nogle problemer med systemet, men de er ikke synlige for kunderne, forklarer Helle Busck Fensvig.

Hun tilføjer, at underskuddet i det senest afsluttede regnskabsår desuden var påvirket af et par nye butikker, som ikke var oppe i fulde omdrejninger. Dertil oplevede nogle af kædens butikker øget konkurrence.

Arnold Busck er blandt de ældste kæder af boghandlere i Danmark.

Kæden åbnede sin første boghandel i 1896 i København. Siden da er det blevet til i alt 30 Arnold Busck-butikker fordelt rundt om i landet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078