23948sdkhjf

Opkøb og online-satsning skærer i Matas' indtjening

Matas tjener mindre, men øger sin omsætning blandt andet takket være et stigende online-salg, viser regnskab.

Et stigende online-salg er med til at øge omsætningen hos Matas, der ud over en online-butik også driver en lang række af fysiske butikker.

Trods den større omsætning tjener Matas ikke flere penge, og det skyldes store investeringer samt to opkøb. Det fremgår af selskabets regnskab for de første seks måneder af regnskabsåret 2019/20.

I de seks måneder har Matas tjent 122,1 millioner kroner, hvilket er lavere end i samme periode året før.

Bundlinjen er især blevet trykket af, at de samlede omkostninger har været 43,3 millioner kroner højere end i den sammenlignelige periode året forinden.

I regnskabet forklarer Matas de øgede udgifter med blandt andet tilkøbet af firmaerne Firtal og Kosmolet, øgede personaleomkostninger samt en fortsat oprustning af online-butikken.

Investeringerne i online-butikken ser på salgssiden ud til at have effekt, da Matas' online-salg steg med 59 procent i første halvdel af 2019/20 i forhold til samme periode året før.

Det var med til at give Matas en samlet omsætning for halvåret på 1,7 milliarder kroner. Det var større end i samme periode året forinden.

- For sjette kvartal i træk voksede online-salget fra matas.dk med mindst 50 procent i forhold til samme kvartal året før.

- Det momentum vil vi fortsætte med flere investeringer i det digitale område, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør hos Matas, i en kommentar til regnskabet.

Ved udgangen af sit første halvår, som løb til 30. september, havde Matas 275 fysiske butikker.

87 procent af selskabets omsætning stammede i første halvår fra de fysiske butikker.

De resterende 13 procent var fordelt mellem online-salget og engrossalget, hvoraf sidstnævnte udgjorde en meget beskeden del af de 13 procent.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.156