23948sdkhjf

Nyt krav: Én slags oplader til alle mobiler

Det må være nok med én oplader - en universaloplader - der kan lade alle typer af telefoner, uanset mærke. Det mener stort set alle de politiske grupper i EU-Parlamentet fra venstrefløj til højrefløj.

EU-Kommissionen har med en frivillig ordning forsøgt at rydde op i de mange standarder, men producenterne er ikke blevet tvunget til at benytte den samme.

Den danske EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) er en blandt mange, som mener, at EU-Kommissionen har svigtet.

- Det er for dårligt, at EU-Kommissionen ikke har formået at harmonisere, så en enkelt lader kan bruges til alle telefoner. Vi har talt om det i årevis. Få det ordnet, siger Schaldemose (S).

Henvendt til EU-kommissær og næstformand Maros Sefcovic, som deltager i debatten i Strasbourg, siger socialdemokraten, at "frivillige ordninger på sådanne områder" ikke virker.

Mange parlamentarikere fokuserer på de store og voksende mængder it-skrot.

Den polske parlamentariker Róza Thun und Hohenstein fra den borgerlige gruppe EPP kræver, at EU-Kommissionen fremsætter et forslag inden seks måneder.

- Vores borgere er nødt til at købe nye ladere, når de køber et nyt apparat. Det er spild af naturressourcer. Vi drukner i et hav af elektronisk affald. Vi kan ikke fortsætte på den måde. En frivillig aftale er ikke nok, siger hun.

Flere peger på, at den frivillige ordning er udtryk for, at EU-Kommissionen har tabt slaget til de store producenter som eksempelvis Apple. Det afviser EU-Kommissionens næstformand.

Sefcovic erkender dog, at det ikke har fungeret. Han påpeger også, at der i 2009 var 33 forskellige standarder, mens der nu er - ifølge kommissæren - er tre.

- Jeg har hørt jeres budskab klart og tydeligt. Der er nærmet fuld enstemmighed. Det er noget, vi sjældent ser. Jeg er enig i, at det ikke har fungeret trods bestræbelserne på at skabe harmonisering, siger Sefcovic.

Man er "nødt til at overveje et lovgivningsforslag", tilføjer han.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126