23948sdkhjf

Nets skal gennem fyringsrunde: Over 500 mister jobbet

For mange i Nets laver det samme, og derfor bliver cirka hver ottende stilling nedlagt, siger selskabet.

Den danske betalingsvirksomhed Nets skal gennem en større fyringsrunde, hvor i alt 565 stillinger forsvinder. Af dem er 115 i Danmark.

Det oplyser Nets til erhvervsmediet FinansWatch tirsdag.

Nets som koncern har over 4000 medarbejdere i flere lande, så fyringsrunden svarer til hvert ottende ansatte.

Når de 115 fyringer i Danmark er ført ud i livet, vil der ved udgangen af 2020 være omkring 1200 Nets-ansatte her i landet.

Nets' finansdirektør, Klaus Pedersen, forklarer, at det er Nets' opkøb, der er årsag til, at flere personer udfører næsten samme job.

- Vi er nødt til at stoppe op og forholde os til, hvilke dublerede funktioner vi har, for at vi kan være konkurrencedygtige fremadrettet, siger han til FinansWatch.

Finansdirektøren peger på forskellige hr- og økonomi-stillinger, der har været en del af de opkøbte selskaber. Han minder også om, at Nets fra udgangen af 2018 til i dag er vokset fra cirka 2500 ansatte til de cirka 4000.

Nets går nu i gang med at finde ud af, hvor mange af fratrædelserne, der kan ordnes frivilligt. Det arbejde forventes afsluttet i første kvartal i år, skriver FinansWatch.

Overfor FinansWatch gør Nets også en dyd ud af at forklare, at der ikke er tale om, at man skærer i stillingerne, fordi man ikke længere vil vokse.

Der er i stedet udelukkende tale om at udrydde dobbeltarbejde i organisationen, forklarer Klaus Pedersen.

- Vi vil også blive flere i fremtiden, siger han til FinansWatch.

Nets gør sig i forskellige digitale løsninger såsom NemID. Tidligere har Nets også stået for Betalingsservice.

Men i august blev Mastercard enige med Nets om at købe Betalingsservice for 21,3 milliarder kroner. Den handel forventes at blive endeligt afsluttet i første halvdel af i 2020.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094