23948sdkhjf

Sportmaster finder ny topchef: Vil vende røde tal til sorte

Efter for nylig at have sagt farvel til sin øverste direktør har den danske kæde Sportmaster nu fundet en afløser.

Det bliver Andreas Holm, som kommer til at blive administrerende direktør for kæden. Det oplyses i en pressemeddelelse.

I forbindelse med udpegningen af den nye topchef har Sportmaster også sat Jack Friis til at være ny driftsdirektør for kæden med 89 butikker i Danmark.

Sammen bliver de to øverste ansvarlige for at vende flere års udfordringer med røde tal på bundlinjen. Alene i 2018 tabte kæden over 100 millioner kroner.

De røde tal ventes imidlertid at blive vekslet til sorte allerede i 2020.

- Det er klart, at der er en masse strategiske tiltag, vi skal have sat i værk.

- Vi skal have fokus tilbage på drift og salg, og det glæder vi os til at komme i gang med, fortæller Andreas Holm.

De to nye direktører kommer til at have en stærk spiller i ryggen.

For lidt over en måned siden skiftede Sportmaster således ejer, da kæden blev solgt af kapitalfonden Nordic Capital til Sportmaster Operations fra Singapore.

Den nye ejer har en stærk økonomi og er klar til at investere i Sportmaster i Danmark for at hjælpe kæden tilbage på rette spor.

- Selv om det er et konkurrencepræget marked, så er det også et godt marked.

- Vi synes, at vi står stærkere nu, fordi vi har en stor spiller i ryggen, der kan hjælpe os med at investere i nogle af de processer og tiltag, der skal til, for at kunderne får de varer, de skal bruge, når de skal bruge dem, siger Andreas Holm.

Han lægger blandt andet vægt på, at kæden og dens medarbejdere kommer til at skulle arbejde særligt med det, man i fagsprog kalder omnichannel.

Det drejer sig for Sportmasters vedkommende om at få de fysiske butikker til at spille bedst muligt sammen med onlineforretningen

- Vi skal være begge steder og være fuldt tilgængelig for kunderne, når de har behov for det, lyder det fra direktøren.

Med sine 89 butikker og en årlig omsætning på omkring 1,1 milliarder kroner er Sportmaster blandt de største udbydere af sportsudstyr herhjemme.

Kædens udpegning af de to nye direktører sker, efter at der for nylig er sagt farvel til Sofie Lindahl-Jessen, som var øverste direktør i mindre end et år.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094