23948sdkhjf

Dansk håndspritfabrik er lagt ned af travlhed under corona

Virksomheden KiiltoClean i Assens, der fremstiller håndsprit, producerer 250.000 liter om ugen i øjeblikket.

Der er rygende travlt hos virksomheden KiiltoClean, der i øjeblikket producerer 250.000 liter håndsprit om ugen.

Coronavirusset har sendt efterspørgslen på håndsprit i vejret, og de seneste uger har der været en slags undtagelsestilstand hos virksomheden i Assens på Fyn.

Normalt bliver der lavet 60.000 liter håndsprit om ugen, men det er blevet mere end firedoblet under udbruddet af coronavirus.

KiiltoClean producerer i døgndrift for at holde trit med efterspørgslen.

Virksomheden står blandt andet bag mærket Antibac og leverer til sundhedssektoren i de skandinaviske lande.

Administrerende direktør Bo Eriksen fortæller, at han aldrig har oplevet noget lignende.

- Vi havde allerede travlt, da det begyndte at eskalere i Kina, men efter at de første tilfælde kom i Danmark, Norge og Sverige, er det stukket fuldstændig af.

- Vi er lagt ned af telefoner og mails og kan dårligt nå at taste ordrerne i det tempo, de kommer ind. Vi kunne sælge tre-fire gange den produktionskapacitet, vi har, siger Bo Eriksen.

Han fortæller, at politiet har kontaktet virksomheden, fordi der har været så meget opmærksomhed omkring den, og fordi den har en vigtig rolle med at levere håndsprit.

Politiet har orienteret om, at patruljer indimellem kører forbi i ydertimerne og tjekker, at alt er, som det skal være.

Bo Eriksen understreger, at det ikke er fordi, der er behov for beskyttelse. Norske NRK har tidligere skrevet, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) skulle have vurderet, at fabrikken er så vigtig i den nuværende situation, at politiet skal patruljere ved bygningerne. Det er ifølge Bo Eriksen ikke tilfældet.

Bo Eriksen fortæller, at virksomheden har måttet lukke for eksporten til andre lande end Skandinavien.

Han fortæller, at virksomheden kunne have skruet betragteligt op for priserne, hvis man havde valgt at sælge håndsprit på det internationale marked.

- Vi har en særlig rolle, fordi vores fabrik sælger den desinfektion, der bliver brugt på hospitaler og i plejesektoren, og det har vi ansvar for at leve op til.

- Vi kunne sælge til gud og hver mand og tjene kassen, men sådan arbejder vi ikke. Vi driver en seriøs virksomhed, som også skal være her næste år og på den lange bane, siger Bo Eriksen.

Torsdag rundede antallet af bekræftede coronatilfælde i Danmark 674 personer.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109