23948sdkhjf

Købmænd: Husk at handle lokalt - også i påsken

Regeringen har delvist suspenderet lukkeloven med henvisning til corona-krisen

Regeringen har delvist og midlertidigt suspenderet lukkeloven i påsken med henvisning til, at det ellers kan blive svært at få kunderne til at holde afstand til hinanden i butikkerne den travle onsdag og lørdag i påskeugen.

Suspenderingen betyder, at alle dagligvarebutikker - uanset størrelse - kan holde åbent skærtorsdag og 1. påskedag (søndag), hvor det ellers kun havde været butikkerne med en omsætning på under 35 millioner kroner om året, som måtte holde åbent. På de to ekstra dage kan de store butikker holde åbent fra kl 10 - 17.

Suspenderingen vil indiskutabelt flytte omsætning fra de mindre dagligvarebutikker til større butikker, indebære varedistribution på de to helligdage, og at flere butiksansatte skal på arbejde.

- Det er et politisk valg og kompromis med henvisning til sundhedsrisikoen, og det støtter vi naturligvis, siger John Wagner, adm. direktør for De Samvirkende Købmænd, som repræsenterer Meny, Spar, Min Købmand, Let-Køb, Rema 1000, Løvbjerg, ABC Lavpris, 7-Eleven, Circle K og Q8 samt andre selvstændige købmænd.

- Vi respekterer, at vi jo nærmest er i en undtagelsestilstand, hvor utraditionelle værktøjer må tages i anvendelse - her en på alle måder forsvarlig tilsidesættelse af en ellers yderst fornuftig lukkelov. Erhvervsministeren har jo også klart tilkendegivet, at der er tale om en midlertidig særlovgivning, hvormed der ikke er taget stilling til lukkelovens fremtid i al almindelighed, siger John Wagner og tilføjer:

- Vi vil som altid opfordre kunderne til at handle lokalt - også for at undgå at udbrede smitten geografisk. Det har aldrig været vigtigere end netop nu, at borgerne støtter det lokale erhvervsliv og ikke bevæger sig unødvendig langt for at handle de dagligvarer, som man lige så godt kan købe rundt om hjørnet, siger han. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114