23948sdkhjf

Nordjysk marked med 200.000 besøgende er aflyst

Risiko for smitte med coronavirus har fået folkene bag Hjallerup Marked til at aflyse arrangementet i år.

Det velbesøgte heste- og kræmmermarked Hjallerup Marked er aflyst i år. Det oplyser markedet i en pressemeddelelse.

- Vi vurderer, at det af hensyn til risiko for smitte med corona ikke ville være forsvarligt at samle så mange mennesker i starten af juni.

- Selv om der lige nu ikke er et egentlig forbud fra myndighederne mod at afholde sådan et marked, ville vi risikere, at der inden markedsdagene ville komme et egentligt forbud, siger markedsformand Keld Nielsen til avisen Nordjyske.

Det nordjyske arrangement har været afholdt årligt siden 1744, og det er ham bekendt første gang, at det bliver aflyst.

Dog blev det i 1982 udskudt en periode på grund af risiko for mund- og klovsyge, men der bliver ikke tale om en udskydelse denne gang.

Markedet tiltrækker årligt flere end 200.000 besøgende og skulle være afholdt fra 5.-7. juni i år i Hjallerup i Vendsyssel, oplyser markedet på sin hjemmeside.

Men for ikke at risikere at sprede coronavirus yderligere i befolkningen har de ti medlemmer, som sidder i Hjallerup Markedsudvalg, besluttet at droppe det i år.

På markedet er der plads til over 500 kræmmerboder, og gæster på markedet kan derudover opleve livemusik og mindre forlystelser.

Beslutningen om at aflyse kommer, blot et døgn efter at regeringen har oplyst, at den forlænger den ordning, som skal hjælpe arrangører, der står til at tabe penge som følge af aflysninger i forbindelse med coronavirus.

Ordningen stod til at udløbe til april, men den er forlænget indtil 9. juni. Dermed kan det store marked søge kompensation for de økonomiske tab, som det måtte have lidt på grund af aflysningen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156