23948sdkhjf

Lokale kroer har stor succes med take-away

Det lignede en mulig dødsdom for mange spisesteder, da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede ned for landet som en konsekvens af den verserende coronavirus.

Camilla Adelsteds fire råd til andre små virksomheder i en coronakrise:

  • Lad være med at gå i panik og lukke forretningen, før alle scenarier er gennemtænkt.
  • Appeller til den lokale opbakning: Folk har stadig deres købekraft i behold, og de vil gerne støtte de lokale virksomheder.
  • Prøv nye ting af i denne periode - vil du gerne forsøge dig med dagens ret, eller har du haft idéer om at lave en takeaway-del af din forretning. Få dine idéer prøvet af i denne periode, hvor der ikke er meget at miste.
  • Sid med lommeregneren for enden af pegefingeren med alt, hvad du foretager dig i denne periode. Sælg ikke tingene så billigt, at det koster for mange penge at holde åbent.

Mange restauranter er allerede gået konkurs og endnu flere har afskediget ansatte. Men der findes også lyspunkter, som har formået at omstille sig til de nye tider på rekordtid.

- Vi lagde fra land med 1.300 kuverter i den første uge. For at sætte det i perspektiv så havde jeg måske forestillet mig at sælge 150-200 kuverter af vores mest populære ret. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig det her, fortæller Casper Andersen til Ekstra Bladet.

Han ejer Aarup Kro på Fyn. Her omsætter man fro 100.000 til 130.000 kroner om ugen på den tredje uge med takeaway.

Overvældede af opbakning

Nord for Roskilde ligger Gershøj Kro i en by med bare 550 indbyggere. Det beskedne kundegrundlag forhindrer dog ikke kroen – der har en trist baggrund med hele ni konkurser – i at frembringe en tilsvarende succeshistorie.

- Vi er blevet fuldstændigt overvældede af, hvor mange der bruger os. Over halvdelen af vores kunder benytter sig af vores takeaway-ordning for at støtte op om stedet, for de ville være frygteligt kede af, hvis vi knækker nakken. Vi har rigtig mange sympatikøb, siger kroforpagter og medejer Camilla Adelsted.

Særligt de lokale kommer og køber mad på kroen, men også stamgæster fra både Holbæk, Frederikssund og Roskilde kører til kroen for at støtte op, fortæller hun.

Skal kunne betale sig

På Hotel Aarup Kro koster en ret 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn. Heller ikke i Gershøj har man tænkt sig at konkurrere med fastfood-kædernes mønttilbud.

Det er nemlig helt centralt i Camilla Adelsteds tilgang til sin nye takeaway-forretning, at det skal kunne betale sig. Kroen skal igennem krisen, og derfor har hun ikke indladt sig på den priskrig, der raser ude i restaurationsbranchen.

- Vi har valgt at holde fast i vores koncept. Vi tager 125 kroner for dagens ret, og de resterende priser har vi også fastholdt. Nogle steder begynder de at udbyde dagens ret til 65 kroner, men det gør vi ikke. Vi har simpelthen ikke råd til det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157