23948sdkhjf

Politiet med opfordring til borgere: Spred påskeindkøbene ud

Det er vigtigt, at borgere tager visse forholdsregler, når de skal ud at handle i påskeferien, siger politiet.

Påsken står for døren, og det får politiet til at komme med en ekstra opfordring til borgerne, inden mange drager på påskeferie.

Blandt andet opfordrer Rigspolitiet til, at man udnytter dagligvarebutikkernes forlængede åbningstider for at undgå kødannelser, og at mange mennesker samles på et sted.

Det skal hjælpe med at minimere risikoen for spredning af coronavirus.

- Der er altså flere dage at handle på, så ingen grund til indkøbspanik, siger Anders Frandsen, der er kommunikationsdirektør i Rigspolitiet.

- Sørg for at have god tid, køb gerne ind på skæve tidspunkter, følg butikkens anvisninger og vis hensyn over for ældre og udsatte, når du drager ud for at fylde indkøbskurven, siger han.

Det er en lempelse af lukkeloven i forbindelse med udbruddet med coronavirus, som har gjort det muligt for store dagligvarebutikker at holde åbent to dage i påsken.

Den foreskriver, at dagligvarebutikker med en omsætning over 34,9 millioner kroner ikke må holde åbent 13,5 dage om året. Det gælder blandt andet skærtorsdag, langfredag, og 1. og 2. påskedag.

Lempelsen af loven betyder, at hele dagligvarehandlen - uanset omsætning - kan holde åbent skærtorsdag og 1. påskedag fra klokken 10 til 17.

Dagene op til påske er sædvanligvis særligt travle for butikker og supermarkeder, hvor mange handlende strømmer til.

Derfor er der i politiet en bekymring for, at der bliver trængsel i butikkerne, og at de handlende kommer til at stå for tæt - og dermed øger risikoen for smittespredning.

- Det, der ligger i myndighedernes anbefalinger, er, at man i videst muligt omfang skal holde afstand til hinanden. Og vi ved erfaringsmæssigt, at nogle af de store handelsdage i dagligvarebutikkerne ligger umiddelbart op til påske.

- Når muligheden er der for at være i butikkerne på andre tidspunkt, så kan man jo mindske koncentrationen af mennesker på samme tid og samme tidspunkt, siger Anders Frandsen.

Han tilføjer, at politiet generelt oplever, at borgerne er gode til at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger og anvisninger.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111