23948sdkhjf

Tusinder melder sig fortsat ledige under coronakrisen

Nedlukningen af økonomien får mange flere end normalt til at melde sig ledige. Alene mandag flere tusinde

Antallet af danskere, der hver dag melder sig ledige, er fortsat langt højere, end før coronakrisen lukkede store dele af samfundet og økonomien ned.

De seneste tal fra beskæftigelsesministeriet viser, at 2.641 personer meldte sig ledige mandag. Mens det er et pænt fald fra mandagen før, hvor 4.526 meldte sig ledige, er det fortsat omkring dobbelt så meget, som tilsvarende mandage i perioden 2015-2019.

- Vi ser desværre fortsat, at flere melder sig ledige end normalt. Tallet er lavere end mandag i sidste uge, men der er ingen tvivl om, at det at miste sit arbejde altid rammer hårdt. Og den her krise kommer desværre til at påvirke arbejdsmarkedet længe ud i fremtiden.

- Det er vi i regeringen meget bevidste om. Derfor gør vi også alt, hvad vi kan, for at sikre at så mange som muligt kan beholde deres job, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i en kommentar til tallene.

Med mandagens tal er der siden krisen for alvor satte ind 9. marts kommet 44.309 nye ledige, hvis man måler på antallet af tilmeldte ledige fratrukket frameldte ledige.

Ifølge ministeriet var der ved udgangen af mandag 176.007 ledige. Ved udgangen af februar var den ikke sæsonkorrigerede bruttoledighed - det bedst sammenlignelige ledighedstal - på omkring 115.000 ledige.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157