23948sdkhjf

Online supermarkeder har oplevet fremgang: Krisen kan ændre vore indkøbsvaner for altid

Flere danske online supermarkeder og måltidskassevirksomheder oplevede stor fremgang, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned 11. marts.

Efterspørgslen var så stor, at Nemlig.com måtte indføre et køsystem for at kunne håndtere presset fra de mange kunder, ligesom der også blev indført begrænsninger på eksempelvis toiletpapir og langtidsholdbare varer.

De ændrede indkøbsvaner kan ændre måden, danskerne handler ind på, i de kommende år. Det skriver Finans.

Lektor i forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet Jan Møller Jensen henviser til finanskrisen for ti år siden.

- Dengang fik krisen faktisk mange til at købe mere ind i discountbutikkerne. Dels fordi der skulle spares penge, men også fordi det at købe ind i discountbutikker pludselig sendte et positivt signal. Både i forhold til den følelse man selv fik, men også det som ens adfærd fortalte til andre. Med andre ord var det pludselig ikke et signal om lavindkomst og dårlig økonomi, men mere et signal om at være omkostningsbevidst at handle ind i discountbutikker, siger Jan Møller Jensen til avisen.

Det er endnu uvist, om flere danskere fortsat vil handle dagligvarer online. Et stopklods for udviklingen kan ifølge eksperten være, at forbrugerne i høj grad foretrækker friske dagligvarer, og det er der større sikkerhed for, når man selv henter det.

Hos Business Aalborg er man også nervøs for, at krisen skaber nye vaner hos de forbrugerne, og at de nye vaner holder ved. Her er man dog ikke så nervøs for dagligvarerforhandlerne, som det går godt for nu, men for udvalgsbutikkerne, der sælger tøj, sko og elektronik. 

Det fortæller erhvervsdirektør i Business Aalborg, Tonny Thorup, til Nordjyske. 

Han opfordrer derfor butiksejere til at starte en webshob eller salg på sociale medier. 

- Hvis man ikke som detailhandler kommer ind og har det, vi kalder en omnichannel - at man både har en fysisk butik og en webshop eller digitalt salg over for eksempel Facebook - så ved vi bare, at det er sværere at håndtere, og at ens omsætning er vigende.

- Du får mere salg ud af at være på flere kanaler. Hvis du som butik har en webshop, stjæler den ikke salg, den skaber tværtimod mere, siger Tonny Thorup til Nordjyske.

Chefkonsulent i Dansk Erhverv, Per Thye Rasmussen, opfordrer dog butikkerne til at tænke sig om, før de laver en webshop, fordi det samtidig er med til at udhule deres fysiske fundament. 

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078