23948sdkhjf

Nemlig udvider sit leveringsområde markant

Nemlig.com mærker stor efterspørgsel og lancerer nu sin største geografiske ekspansion nogensinde.

Aldrig før har så mange danskere efterspurgt muligheden for at handle dagligvarer på nettet, og det får nu Nemlig.com til at udvide leveringen til at dække hele Fyn, en endnu større del af Øst- og Midtjylland, Trekantområdet, Nordjylland samt Vest- og Sydsjælland og Nykøbing Falster.

Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse. 

Fra d. 12. maj og et par uger frem udvides Nemligs leveringsområde med yderligere 800.000 borgere.

Dermed kan mere end 4 ud af 5 husstande i Danmark nu modtage varer fra Nemlig på alle tidspunkter af døgnet inklusiv om natten.

- Onlinehandlen af dagligvarer har fået et ekstra skub i 2020, hvor indkøbsvanerne har ændret sig radikalt efter udbruddet af Covid-19. Hos Nemlig.com mærker vi en stor efterspørgsel fra danskerne, og med denne udvidelse kommer Nemlig.com samlet set til at levere til mere end 4 ud af 5 husstande i Danmark, siger Stefan Plenge, CEO og stifter af virksomheden.

- Det er vores største geografiske udvidelse til dato, og vi har længe set frem til at kunne imødekomme den store efterspørgsel, der er i de mange nye områder. Det er et vigtigt skridt på vej mod at kunne levere dagligvarer til hele Danmark, tilføjer han.

Samtidig introducerer Nemlig en ny leveringsform, "Fleksibel Levering", som onlinesupermarkedet har arbejdet på de sidste 8 måneder.

Her stilles varerne ved hoveddøren i specialdesignede kasser, så kunderne ikke behøver at være hjemme for at modtage varer. Ligesom ved natlevering stilles varerne i papkasser og termokasser med køleelementer og tøris, som sikrer, at varerne holder den rette temperatur.

Ved næste levering stilles emballagen ud igen, og chaufføren tager den med retur.

Fra d. 12. maj vil det nye leveringsområde dække hele Fyn og en endnu større del af Øst- og Midtjylland.

Her vil Nemlig dække området helt fra Grenå til Viborg og Herning og alle byer derimellem.

Fra d. 19. maj udvides leveringsområdet i Trekantområdet og Nordjylland. Her vil nemlig.com levere fra Bjert i øst til Esbjerg i vest, ligesom at nordjyske byer som Frederikshavn, Sæby og Hjørring kommer med.

Fra d. 26. maj kommer Vest- og Sydsjælland med som et nyt leveringsområde, så nemlig.com kan levere på hele Sjælland, ligesom varevognene også kører til Nykøbing Falster.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125