Corona blev sidste søm i Libratones konkurs
Efter at have kørt med to- og trecifrede millionunderskud igennem flere år, ramte corona og trak tæppet endeligt væk under danske Libratone, der er kendt for deres produktion og salg af højttalere og headsets.
Læs også: Ugens konkurser: Disse detailvirksomheder har drejet nøglen om
Det fortæller konkursboets kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt til Electronic Supply.
- Virksomheden var midt i en turn around, og der har været investeret massivt i at få virksomheden rentabel. Man regnede også med, at det var tæt på at gå. Men i og med at markederne i Danmark og Nordeuropa, som er virkelig vigtige for virksomheden, lukkede helt ned under corona, så kørte omstruktureringen og redningsplanen af sporet, siger Anders Hoffmann Kønigsfeldt.
Tocifret millionindsprøjtning
På CVR-registeret fremgår det, at virksomheden – som Anders Hoffmann Kønigsfeldt fortæller – har fået tilført kapital talrige gange i virksomhedens levetid.
I årene 2010 til 2013 blev der skudt penge i virksomheden hele otte gange til en samlet værdi af over to millioner kroner.
I sommeren 2014 lagde en kinesiske investorgruppe, der samtidig overtog ledelsen af virksomheden, hele 29 millioner kroner i Libratones genopretning.
Alligevel var det ikke nok for Libratone, der i de efterfølgende år leverede trecifrede millionunderskud op mod 137 millioner kroner, da underskuddet var størst i 2016.
Libratones underskud efter skat 2012: -15 millioner kroner 2013: - 22,5 millioner kroner 2014: - 111 millioner kroner 2015: - 110 millioner kroner 2016: - 137 millioner kroner 2017: - 127 millioner kroner 2018: - 135 millioner kroner Kilde: CVR-registeret |
Det fremgår af Libratones regnskaber på CVR-registeret.
Læs også: Ugens konkurser: Disse detailvirksomheder har drejet nøglen om
Nu skal virksomheden på nye hænder, og kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt er optimistisk.
- Det er stadig en attraktiv virksomhed med gode produkter, så vi vi arbejder på at få virksomheden solgt som helhed dvs. med varelager, rettigheder, design og så videre. Vi er i dialog med mange forskellige fra mange steder i verden, siger han til Electronic Supply.