23948sdkhjf

Designer taber retssag om ophavsret til gummistøvle

Designeren Ilse Jacobsen har onsdag i Højesteret lidt nederlag i en sag om ophavsret til en kendt gummistøvle. Også tidligere har hun tabt i opgøret mod Morsø Sko Import A/S i Skive.

Dommerne i landets øverste retsinstans slår fast, at støvlen, der kaldes RUB 1, ikke nyder beskyttelse i forhold til lov om ophavsret. Den er ikke et originalt værk.

Til gengæld er støvlen så særpræget, at den efter markedsføringsloven er beskyttet mod efterligninger.

Imidlertid er den kinesisk producerede gummistøvle, som Morsø Sko Import havde sendt på markedet, ikke en efterligning. Derfor er Ilse Jacobsens rettigheder ikke blevet krænket, fastslår dommerne.

De skriver i afgørelsen, at fodtøj ligesom tøj skal opfylde et krav om originalitet, før det kan betegnes som et værk, der nyder beskyttelse i forhold til loven om ophavsret.

Og på det punkt består RUB 1 altså ikke prøven hos de fem dommere - også selv om støvlen ifølge sagkyndige er udtryk for en selvstændigt skabende indsats.

Ilse Jacobsen er skuffet, siger hun i en kommentar.

- Nu har jeg kæmpet for dette her i fem år, og jeg har forsøgt at kæmpe for både små og større designere i branchen. Nu må Dansk Industri og politikerne tage over og gøre noget, siger hun.

Iværksætteren fra Hornbæk mener, at erhvervsorganisationen og de folkevalgte bør sikre designere og deres produkter bedre.

Et centralt spørgsmål under retssagen har drejet sig om gummistøvlens status som ikon eller værk.

- Alle vegne, jeg kommer, siger folk "hende med gummistøvlerne" om mig. Jeg er gået i et med gummistøvlerne, siger Ilse Jacobsen.

Udviklingsarbejdet med RUB 1 var en langvarig proces, som stod på i to år, har hun forklaret under sagen. Støvlen består af 27 dele, og det har krævet en stor indsats at udvikle de enkelte dele.

Højesteret er nået frem til samme resultat som tidligere Sø- og Handelsretten og Vestre Landsret.

Dommerne har blandt andet studeret afgørelser fra EU-Domstolen om ophavsret.

De drejer sig om tøjmodeller, om et portrætfotografi og om, hvorvidt den hollandske smøreost "Heksenkaas" var beskyttet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094