23948sdkhjf

Tysk grænseåbning førte til kilometerlang kø

I løbet af mandag morgen er køen ved grænsen i Sønderjylland løsnet lidt op. Der var syv-otte kilometer kø.

Syd- og Sønderjyllands Politi meldte mandag morgen om kø på mellem syv og otte kilometer ved grænseovergangen i Frøslev.

Det skrev politiet på Twitter, lidt mere end syv timer efter at grænseovergange til Tyskland, Norge og Island ved midnat natten til mandag blev åbnet.

Mens der kort efter midnat var "betydelig kø" i Frøslev og i Kruså, tog trafikken i løbet af natten af, og politiet meldte klokken 04.30 mandag, at trafikken gled "stille og roligt". 

Her lød det også, at der ingen kø var ved Sæd. 

Men i løbet af morgentimerne blev køen længere og længere - særligt i Frøslev, hvor flest lod til at holde i kø kort efter klokken 07.00.

Og i Kruså var der kø på en kilometer.

Kort før klokken 09.00 er køen dog løsnet lidt op igen. Ifølge P4 Trafik Syddanmark er der ved Frøslev 10-15 minutters forsinkelse, mens der ved Kruså stort ikke er ventetid.

Det var på forhånd ventet, at tyske turister i stort tal ville benytte sig af grænseåbningen mandag, skrev Rigspolitiet sent søndag aften i en pressemeddelelse.

For at undgå massive kødannelser er yderligere to grænseovergange blevet åbnet fra klokken 07.00. Det drejer sig om overgangene ved Padborg og Pebersmark.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer rejsende til at benytte disse.

Politiet råder desuden til at have pas og dokumentation klar, når rejsende passerer grænsen, for at minimere køerne.

Fra politiet i Nordjylland lød det, at der fra mandag morgen forventedes et stort rykind fra Norge.

Men efter at den første færge fra Norge lagde til i Hirtshals klokken 07.30, lyder det, at det ikke har givet et voldsomt pres.

Der er mandag morgen også kø i Esbjerg, fordi mange rejsende vil med færgen til Fanø. Det skriver P4 Trafik Syddanmark på Twitter.

Omkring klokken 08.00 lød det, at køen gav op til en halv times forsinkelse, mens det en time senere er nede på ti minutters forsinkelse.

Imens har der ikke været den helt store trafik ved færgerne ind i Danmark i Gedser og Rødby.

- Der var en let stigning her i nat. Det er ikke eksploderet hernede. Vi har det sædvanlige mandskab, siger vicepolitiinspektør Anton Havegård fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125