23948sdkhjf

Østeuropæere fængsles i to uger for formodet butikstyveri

Fire østeuropæiske mænd mistænkes blandt andet at have stjålet 56 dåser kaviar igennem et halvt år.

Fire østeuropæiske mænd, hvoraf to er i familie, varetægtsfængsles i to uger for mistanke om at have begået flere butikstyverier igennem et halvt år.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Varetægtsfængslingen sker, efter at Midt- og Vestjyllands Politi mandag anholdt de fire mænd, der er to georgiere og to tjetjenere. 

I forbindelse med anholdelsen fandt politiet en række formodede tyvekoster på nogle værelser på Asylcenter Holstebro, hvor de anholdte bor. 

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer fandt politiet ved ransagningen blandt andet fem dametasker, fire nederdele, 31 jakker, fire deodoranter, mobiltelefoner, sportssko og 56 dåser kaviar. 

Mændene er sigtede for at stå bag en række butikstyverier i hele Jylland, primært i Holstebro. 

Under et grundlovsforhør tirsdag har de fire mænd tilstået at have stjålet lidt, hovedsageligt madvarer. 

Men de afviser, at de på noget tidspunkt har begået tyverier sammen. 

De fire mænd har alle søgt asyl i Danmark og har opholdt sig i landet fra alt mellem fire måneder og op til halvandet år. 

Dagbladet Holstebro-Struer skriver, at flere af mændene har fået afvist deres asylsag som grundløs. Politiet mistænker, at de grundløse asylansøgere har udnyttet sagsbehandlingstiden til at begå organiseret kriminalitet.

De fire anholdte er 18, 22, 28 og 29 år. To af dem er i familie med hinanden, da de er onkel og nevø. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094